Hashsalget fortsætter på Christiania

Den største forandring på Christiania er, at boderne er rykket ud under åben himmel. - Foto: Peter Hove Olesen
Den største forandring på Christiania er, at boderne er rykket ud under åben himmel. - Foto: Peter Hove Olesen
Lyt til artiklen

'Marokkansk' for 70 og 'en almindelig ryger' for 50. Alting er, som det altid har været. Næsten. De synlige hashboder er forsvundet fra den verdensberømte Pusher Street på Christiania i København. Aftale med politiet om salg i det skjulte Men tilsyneladende kun for at gøre livet nemmere for pusherne. Nu kan de hurtigere tage benene på nakken, når politiet kommer forbi, og de skal ikke tænke på at pakke deres hashboder ned. Det fortæller flere pushere, da Politiken besøger fristaden dagen derpå. Der er opstillet varmelamper til de forfrosne pushere og deres kunder, der kan vælge blandt et større sortiment af hash fra de borde, som stadig er opstillet. Ifølge pusherne selv er der lige så mange kunder som før. Faktisk siger pusherne, at politiet har lovet dem fred, hvis de sælger varerne i det skjulte. Aftalen med politiet skulle være indgået på et møde i Biografen på Christiania for et år siden. »Da vi holdt møde med politiet, sagde de: 'Hvis I tager det ind på kroppen og gemmer det væk, så holder vi os væk'«, siger Peter, der er pusher og christianit, men som ikke ønsker at oplyse sit efternavn. Politiet: En fuldstændig misforståelse Chefkriminalinspektør Per Larsen fra Københavns Politi bekræfter, at han i sommer holdt et møde med christianitterne, hvor man diskuterede hashhandelen på Christiania. »Vi opfordrede dem til at få lukket Pusher Street. Det er stærkt provokerende for både befolkningen og politikere at have et så åbent hashmarked«, siger Per Larsen. Er det rigtigt, at politiet på mødet lovede pusherne frit lejde til at sælge hash, så længe det foregik i det skjulte? »Vi sagde ikke, at vi ville holde os væk, hvis handlen blev skjult. Det er en fuldstændig misforståelse. Vi regner ikke med at kunne fjerne hashsalget helt, men håber på, at det kan blive mere eller mindre normaliseret og blive som salget i resten af Danmark«, siger chefkriminalinspektøren. Helge Adam: Bedre i det skjulte Mandag udtalte de konservatives retsordfører, Helge Adam Møller, at »det er bedre, at hashhandelen foregår i det skjulte - ligesom anden kriminalitet«. Lars Nordmand, som har boet i fristaden i 25 år, har svært ved at forstå den udmelding. Han mener, at salget vil være sværere at komme til livs, når det foregår i skjul. »Da boderne var der, var salget mere overskueligt og muligt at kontrollere. Jeg forstår ikke, hvorfor man skulle komme nærmere en løsning på problemet, når salget foregår i det skjulte«, siger christianitten. Risiko for handel med hårde stoffer Pusheren Peter fortsatte mandag med at sælge sin hash. Også han mener, at salget nu vil foregå mere fordækt, og at de hårdere stoffer af samme grund vil florere på Christiania. »Man vil gemme det under jakken«, siger han. Det får dog ikke politiet til at opgive jagten. »Selv om pusherne går rundt med det på maven, skal vi nok komme efter dem alligevel«, konstaterer chefkriminalinspektøren. Pusherne kan sprede sig Og politiet vil få nok at se til, mener Peter. »Nu vil pusherne sprede sig overalt på Christiania. Det vil ikke blive sværere at få fat i hash, efter at boderne er væk. Det eneste, der bliver vanskeligere, er politiets arbejde«, siger han. Vicepolitidirektør hos Københavns Politi Mogens Kjærgaard Møller oplyser, at politiet lige nu overvejer nye strategier for at fange pusherne på Christiania. »Når de sælger på andre måder, må vi bruge andre metoder. Pusherne har jo proklameret, at de vil fortsætte med hashhandelen, og det må vi jo så forholde os til. Derfor tror vi heller ikke, at lukningen af boderne har nogen umiddelbar effekt på det samlede hashsalg i København«, siger han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her