En 32-årig mand er blevet varetægtsfængslet for fire uger, efter at han fredag aften kom i klammeri med en 19-årig mand og slog ham ihjel med en kødkrog. De to mænd var kollegaer på Tican-slagteriet i Thisted, hvor de gjorde rent. De kom uvist af hvilken årsag i slagsmål. Den 19-årige slog ud efter sin 32-årige kollega med en skovl. Den 32-årige besvarede angrebet ved at hakke en kødkrog i skulderen på den 19-årige, som døde af sine blødninger. Nægter sig skyldig I Retten i Nykøbing Mors erkendte den 32-årige handlingsforløbet, men sagde, at han havde handlet i nødværge. Han nægtede sig derfor skyldig, men blev fængslet på sigtelsen om vold med døden til følge. Han valgte ikke at kære varetægtsfængslingen. Ifølge kriminalinspektør Jørgen Hassing døde den 19-årige mand af indre blødninger, da kødkrogen gik gennem mandens arm og videre ind i brysthulen. I første omgang var det ikke til at se, hvor alvorligt manden var kommet til skade, men kødkrogen har åbenbart ødelagt en stor blodåre under armhulen, der så har forsaget de indre blødninger.
Fængslet for drab med kødkrog
Lyt til artiklen