Det hedder ganske vist stadig det civile beredskab, selv om den nye boss bliver forsvarsminister Svend Aage Jensby (V). Dermed blev beslutningen den længe ventede, nemlig et farvel til Indenrigsministeriet og et goddag til Forsvarsministeriet. Beslutningen har været imødeset med bange anelser, fordi de civile kan risikere at få draget deres neutralitet i tvivl, når de arbejder i udlandet under militæret. Men det er der ingen grund til længere, fastslår Ole Mæhlisen, næstformand fra Hovedorganisationen af beredskabsofficerer i Danmark. Frygt var ubegrundet »Det lyder spændende og det går vi ind i med åbne øjne. Vi havde frygtet en sammensmeltning med det militære, men det er jo slet ikke tilfældet«, lyder det fra Ole Mæhlisen. »Når sammenblandingen sker på dette niveau, så ser vi ingen problemer. Det var straks værre, hvis uniformerne var blevet blandet sammen, så man om natten skulle bombe og om dagen passe på civilbefolkningen. Faktisk er regeringens model blevet indført i Sverige uden problemer«, siger Mæhlisen. Totalforsvar Både indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og forsvarsminister Svend Aage Jensby brugte terrorangrebet på USA 11. september 2001 som begrundelse for ændringen. Danmark har brug for et totalforsvar, hvor det civile beredskab i hurtigt samarbejde med militæret kan sættes ind i forbindelse med terrorangreb. »Det er det nye trusselsbillede, som får os til at reagere. Vi befinder os i en ny sikkerhedspolitisk situation og her er det bedst med et entydigt politisk ansvar hos én person, så vi står bedst muligt rustet«, sagde Løkke Rasmussen. Regeringen havde ikke rådført sig med forligspartierne, men valgte i stedet blot at orientere forligspartnerne. Det vakte harme blandt flere partier. »I stedet har regeringen handlet hen over hovedet på os, og det fremmer ikke den gode stemning«, siger Kristendemokraternes Jann Sjursen. Det afviser Lars Løkke Rasmussen. »Det ville være en dårlig opposition, hvis ikke den brugte lejligheden til at komme med et par knubbede ord, men det er regeringen selv, der tilrettelægger sit indre liv«. Dansk Folkeparti bakker op: »En sammenlægning af beredskab og forsvar er en rigtig god ide. Efter terrorangrebet i USA er der brug for at koncentrere indsatsen mod den internationale terror, som i værste fald også kan ramme Danmark«, siger Peter Skaarup.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























