Det vil være synd at sige, at det kører for Kommune Teknik København (KTK). Som Politiken de seneste dage har kunnet berette, befinder den kommunale entreprenørvirksomhed under bygge- og teknikborgmester Søren Pind (V) sig i dyb krise med et underskud sidste år på cirka 50 millioner kroner. Men virkeligheden havde om muligt set grummere ud, hvis ikke den politisk ansvarlige var faldet for en fræk fransk firhjulet. Forvirret? Forklaring følger. Anstrengt økonomi En revisionsrapport fra det private firma KPMG har netop afdækket en række mistænkelige transaktioner så som fiktive faktureringer. Samtidig fremgår det af undersøgelsen, at KTK i slutningen af 2002 solgte ud af sine 'anlægsaktiver' i et forsøg på at rette lidt op på en anstrengt økonomi. Den kommunale entreprenørvirksomhed - der blandt andet står for snerydningen i København - kunne bogføre en gevinst på knap 1,7 millioner kroner ved at sælge løs af vognparken. Det drejer sig om alt fra tre Opel Astraer af ældre dato, en gravemaskine af typen Åkerman over en gummiged til et fejeblad fra Volvo og en såkaldt 'Scania Chassis med påbygget Silkeborg-suge-spuleanlæg'. På salgslisten figurerer desuden en 20-ventilers Audi A6 - nærmere bestemt en '4d-Limousine'. Bilen, der blev købt i 1998 og på salgstidspunktet menes at have tilbagelagt i omegnen af 50.000 kilometer, indbragte KTK en sum på 215.000 kroner. »Det er ...s bil« I den anonymiserede rapport fra KPMG forklarer en KTK-medarbejder, at »alt materiel, som ikke blev brugt effektivt, skulle sælges«. Om Audi A6'eren tilføjer medarbejderen, at »der er tale om ...s bil, som er blevet udskiftet med en anden«. På Politikens forespørgsel kan Københavns bygge- og teknikforvaltning opklare, at det ikke er KTK's egne medarbejdere, der har siddet bag rattet i det tyske luksusautomobil. Audien har derimod virket som Søren Pinds transportmiddel frem til og med 2002. Borgmesterbilen er nu udskiftet med en mere tidssvarende model - en specialimporteret Renault Vel Satis, som der ifølge forhandleren kun findes denne ene af i Danmark. Søren Pind, der for tiden befinder sig i USA, motiverede sidste år i Ekstra Bladet sit bilvalg med følgende betragtning: »De andre borgmestre kører i lidt kedelige biler efter min mening. Kramer kører for eksempel i en brugt Mercedes, der har været ministerbil i sine unge dage, og min egen gamle Audi A6 havde en 1,8-liters motor, og det var altså lige i underkanten til sådan en stor bil. Min nye Renault er jo noget mere stilig«. KTK købte Audien Det var KTK, der tilbage i 1998 købte Audien og herefter lejede den ud til Søren Pind. Men tilsyneladende har den nu fyrede ledelse i KTK ikke haft mod på at gentage arrangementet i forhold til den specialimporterede franske bil til over 600.000 kroner. I hvert fald har Søren Pinds egen forvaltning selv måttet lease den to ton tunge Renault Vel Satis, der accelererer fra 0-100 kilometer i timen på 9,6 sekunder.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























