Sikkerheden i den sydlige del af Irak er forbedret så meget, at arbejdet med genopbygning for alvor kan gå i gang. Både Udenrigsministeriet og flere nødhjælpsorganisationer er på vej ind i Basraprovinsen, hvor de danske soldater befinder sig. »I den senere tid har vi oplevet en markant forbedring af sikkerhedssituationen i det sydlige Irak. Derfor regner vi med at kunne styrke vores tilstedeværelse og arbejdet med genopbygning«, siger kontorchef Bo Lidegaard fra Udenrigsministeriets Mellemøstkontor. Ny mand på vej til Basra Udenrigsministeriet skal snart sende en ny repræsentant til den irakiske overgangsregering CPA's kontor i Basra. Planen er, at den nye udsendte skal arbejde med genopbygning, som regeringen foreløbig har afsat 170 mio. kr. til. Udenrigsministeriets indsats for genopbygning blev i efteråret udsat på grund af sikkerhedssituationen i Irak. Flygtningehjælp på vej Også Dansk Flygtningehjælp er på vej ind i det sydlige Irak. »Vi har netop besluttet at oprette et kontor i Basra«, siger Ann Mary Olsen, som er souschef i flygtningehjælpens internationale afdeling. Den nye kurs lanceres netop som de danske soldater i Irak i denne uge over for forsvarschef Hans Jesper Helsø har udtrykt frustration over, at kun få af de såkaldte ngo'er er i Irak. »Som situationen er i det sydlige Irak, bør ngo'erne tage chancen. Bagdad er ikke hele Irak«, siger Helsø. 'Vi mangler tid' Soldaternes frustration skyldes, at de ikke selv magter alle opgaverne med for eksempel at skaffe medicin og genoprette infrastruktur. »Der er penge til genopbygningen nu. Men vi mangler tid«, siger Bo Richter, delingsfører for de danskere, der står for det civile-militære samarbejde CIMIC. Røde Kors med foden på bremsen Røde Kors er dog stadig meget tilbageholdende med at arbejde i Irak. Bortset fra besøg hos krigsfanger. »Vi laver vores egen vurdering af sikkerheden og forlader os ikke på militærets. Og i Irak ved vi ikke, hvem der angriber os«, siger pressechef Helge Kvam. »Det er afgørende for os, at befolkningen ikke opfatter os som en del af militæret«. Pragmatisme Den holdning deler Folkekirkens Nødhjælp - som dog ikke mener, at distancen til besættelsesmagten behøver at være en hindring. Organisationen har været i området før de danske soldater. »Vi er neutrale. Men samarbejdet med CIMIC kan sagtens køre fornuftigt og pragmatisk. Vi bestemmer selv vores projekter, men der sker jo ikke noget ved at få gode ideer fra soldaterne«, siger katastrofekoordinator Lennart Skov-Hansen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























