Justitsminister Lene Espersen (K) bebuder stramninger efter oplysninger i Ekstra Bladet om, at en række straffede personer betaler andre for at gå i fængsel for dem, fordi det er så let at snyde fængselsvæsenet. »Kriminalforsorgen har over for mig oplyst, at den har kendskab til seks tilfælde af falske afsonere siden 1996. Men det er klart, at Ekstra Bladets påstand står i et andet perspektiv, hvis der er tale om op imod 100. Derfor skal der selvfølgelig ske opstramninger«, siger Lene Espersen. Hun forlanger nu løsningsforslag fra Kriminalforsorgen. Fangesvindlen kan lade sig gøre, fordi fængslerne hverken må kræve at se billedidentifikation eller tage fingeraftryk for at sikre sig, at det er den rette person, der møder op. "Vikaren" skal derimod blot møde op i fængslet med et sygesikringsbevis fra den retmæssige afsoner og så have indkaldelsespapirerne med. Strengere kontrol i Norden Både i Sverige og i Finland stilles der krav om, at fanger kan legitimere sig med en eller anden form for billedidentifikation, inden de bliver sluppet ind i fængslet. »Jeg vil ikke være kategorisk og sige, at det ikke kan forekomme, at vi bliver bedraget af en fupfange, men vi opfatter det ikke som noget problem«, siger Christer Isaksson, sikkerhedsansvarlig i den svenske kriminalforsorg, Kriminalvårdsstyrelsen. En fængselsbetjent ved fængslet i den finske hovedstad, Helsingfors, siger, at fupfanger efter hans opfattelse er et ganske ukendt fænomén i Finland. Hvis de finske fængselsmyndighederne har mistanke om, at personen stiller med falske identitespapirer, så kan de kræve fingeraftryk. Eller også tilkaldes politiet for at hjælpe med identificeringen. I Norge har der også været enkelte tilfælde af fupfanger, og det seneste var en "bror afsoner for bror"-sag. Norske sigtede fotograferes normalt og afkræves fingeraftryk.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























