Ansatte og studerende kritiserer lukkethed

Lyt til artiklen

De alenlange flisegange med sænkede betonlofter på Danmarks Tekniske Universitet ligger øde hen. De fleste er blevet hjemme på vinterferiens sidste dag. Kun på 1. sal ved Polyteknisk Forening mellem slidte sofaer, farvestrålende udklip og borde med mere end daggamle brødkummer holder en god håndfuld studerende til. Tempoet er indstillet på pjattet, men udklippene på opslagstavlerne afslører, at hverdagen ser anderledes ud: »DTU: rektor styrer« - »DTU har imageproblemer« - »Danmarks Tabende Universitet« bekender nogle af overskrifterne. Næsten tre år er nu gået på DTU med en bestyrelse med et flertal af eksterne medlemmer og en ansat rektor. Nogenlunde samme ledelsesmodel bliver nu indført på resten af landets 12 universiteter. Målet er at give ledelsen mere magt til at kunne prioritere forskningen - også når det er upopulært - og åbne universitetet over for omverdenen. Dog har den massive kritik af den lukkede ledelsesform på DTU betydet, at den nye universitetslov præciserer, at »der i størst muligt omfang skal være åbenhed om bestyrelsens arbejde«. Lukket land Alligevel er Polyteknisk Forening på DTU stærkt kritisk over for, om de nye universitetsbestyrelser kan løse opgaven mere elegant. »Den nye universitetslov sikrer helt fint åbenhed omkring bestyrelsens arbejde. Problemet er, at den glemmer at sikre åbenhed i resten af ledelsen. De fleste beslutninger, som har stor betydning for os, bliver truffet på andre ledelsesniveauer, hvor der ingen krav er om åbenhed. Derfor kommer vi til at se masser af universiteter, der kører meget mere lukket«, siger konsistoriemedlem Peter Michael Clausen, som læser til civilingeniør på 5. år og har været aktiv i studenterpolitik siden starten. Problemet på DTU har ikke kun været, at der har været hermetisk lukkethed omkring bestyrelsens arbejde - medlemmerne har været pålagt tavshedspligt. »Både den tidligere rektor og den nuværende rektor har forvaltet deres uindskrænkede magt på en meget dårlig måde. Vi har søgt aktindsigt mange gange for at se beslutningsgrundlaget for, hvorfor man gør, som man gør, men får stort set ingenting. De siger, at det er interne arbejdspapirer, og så gælder offentlighedsloven ikke«, siger Peter Clausen. Han nævner som eksempel, at universitetets store femårige strategiplan blev udarbejdet for hermetisk lukkede døre og først præsenteret, da den var godkendt af bestyrelsen. At rektor mindskede nye studerendes muligheder for selv at vælge studieretning uden at inddrage andre, og at han ikke orienterede konsistorium om, at universitetet var i økonomisk krise - det måtte de læse i avisen. »Konsistorium er blevet et paporgan, som er kørt ud på et sidespor. Og det bliver Akademisk Råd også under den nye universitetslov«. Skræmt til tavshed Ifølge lektor Jens Gravesen på Matematisk Institut florerer utilfredsheden også blandt de ansatte. »Jeg er fuldstændig enig i de studerendes kritik. Der er ikke nogen, der ved noget om noget som helst. Vi har, hvad man kan kalde dobbelt uoplyst enevælde, forstået sådan, at bestyrelsen og ledelsen ikke mener, at det rager os, hvad de beslutter, og at de omvendt ikke er interesserede i at høre vores meninger«, siger Jens Gravesen, som er den eneste ansatte, der vil udtale sig til Politiken. Han har dog kun hørt fra kolleger, at de var enige med ham. »Folk er bange for at blive fyret. Men hvis man ikke kan sige sin mening på et universitet, ser jeg ingen grund til at være ansat, så er det ikke et universitet«, siger han, som ikke mener, at man kan drive et universitet som en erhvervsvirksomhed. »En professionel ledelse kan lede, men har ikke den faglige indsigt. Som det er nu, bliver professorer ansat af rektor - og han har ikke den faglige indsigt - så det kan gå ravruskende galt, og det har vi da allerede set eksempler på herude. Der er ingen stopklodser, ledelsen kan gøre, hvad de vil. Og når så folk er skræmt fra vid og sans som herude, så er det endnu værre«, siger Jens Gravesen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her