Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) opfordrer arbejdsmarkedets parter til at fordele udgifterne til løn under barselsorlov ligeligt på alle arbejdsgivere. I dag er det typisk virksomhederne i de kvindetunge fag, der belastes af udgifterne til barselsorlov. »Det vil være en god ide at finde en fornuftig løsning på udligningsbehovet«, sagde Anders Fogh Rasmussen tirsdag på sit ugentlige pressemøde. Fogh: Op til arbejdsmarkedet Statsministeren afviste dog politisk at gennemtvinge en sådan solidarisk ordning gennem en central barselsfond. »Jeg tror, at spørgsmålet om vilkår under barsel er egnet til at blive løst af arbejdsmarkedets parter. Og vi ser med stor glæde, at det faktisk er en opgave, arbejdsmarkedets parter påtager sig. Så jeg ser ikke noget behov for et politisk indgreb på området«, sagde Anders Fogh Rasmussen. Anders Fogh Rasmussens opfordring kommer, efter at den nye overenskomstaftale mellem Dansk Industri og CO-industri har forbedret barselsreglerne inden for industrien. Denne aftale indeholder dog en klausul om, at dele kan suspenderes, hvis politikerne beslutter sig for en central barselsfond.
Fogh siger nej til barselsfond
Lyt til artiklen