Formanden for fagforbundet FTF, Bente Sorgenfrey, har besluttet at betale hele sin fratrædelsesgodtgørelse fra BUPL tilbage til forbundet. Den overraskende beslutning kommer efter ugers massiv kritik af den kontroversielle fratrædelsesordning, som sikrer politisk valgte topfolk i Landsforeningen for pædagoger og klubfolk BUPL et halvt års fuld løn ved fratrædelse - uanset om de bliver væltet eller forlader jobbet frivilligt til fordel for et andet. Bente Sorgenfrey forlod BUPL i efteråret og tiltrådte formandsposten i hovedforbundet FTF, som BUPL er medlem af. Dermed betalte BUPL's medlemmer både fratrædelsesgodtgørelse og ny løn i FTF til formanden. »Det er blevet til et spørgsmål om moral« »Det er vigtigt for mig at understrege, at fratrædelsesgodtgørelsen ikke er en, jeg personligt har forhandlet mig frem til. Men det handler jo ikke bare om jura og rettigheder. Det er blevet til et spørgsmål om moral, og jeg kan godt forstå, at mange har svært ved at kapere, at jeg skal have en godtgørelse samtidig med, at jeg fortsætter i et andet politisk job«, siger Bente Sorgenfrey i en pressemeddelelse. For få dage siden understregede Bente Sorgenfrey på TV 2, at hun ikke ville tilbagebetale pengene. Men utallige henvendelser fra vrede pædagoger har fået hende på andre tanker, siger hun. Sorgenfrey vil ændre kontrakt med FTF Ligesom i sin aftale med BUPL har Bente Sorgenfrey også i FTF udsigt til en større fratrædelsesgodtgørelse, når hun forlader formandsposten. Uanset om der venter et nyt job eller ej, den dag hun stopper, får hun således et års løn med sig. Men det vil Sorgenfrey nu lave om på: »Jeg vil tage fat i min kontrakt med FTF, så der bliver modregnet, hvis jeg går direkte over i et andet job, når jeg stopper her«, siger hun til Ritzau.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























