Med en beslutning om at satse på både Folketinget og Københavns Borgerrepræsentation skaber to unge københavnske borgmestre hidsig debat om dobbeltmandater i Venstre. Bygge- og teknikborgmester Søren Pind (V) har sammen med kultur- og fritidsborgmester Martin Geertsen (V) besluttet at gå efter Folketinget, men de ønsker samtidig at bevare deres borgmesterposter i København. Randers-borgmester ude med riven Det skaber kritik fra egne rækker. Borgmester i Randers Michael Aastrup Jensen (V) langer ud efter sine partifæller. »Vil man gøre det ordentligt, er det under ingen omstændigheder et halvtidsjob at være borgmester. Det sender et forkert signal. På en eller anden måde nedgør man det arbejde, der ligger i begge hverv«, siger Michael Aastrup Jensen. Pind ser ingen problemer Søren Pind er V's kandidat til overborgmesterposten i København og understreger, at han vil nedlægge sit folketingsmandat, hvis han når sit kommunalpolitiske mål. Med seks års borgmestererfaring ser han sig fint i stand til at kombinere job som folketingsmedlem med sin nuværende post, hvor han bl.a. er øverste chef for 2.700 ansatte. 'Pind nedgør borgmester-tjansen' »Han siger dermed, at han reelt ikke behøver at være der, og det er at nedgøre jobbet som borgmester. Især i en kommune som København. At være byggeborgmester dér er et stort job«, siger Michael Aastrup Jensen. Roskildes borgmester, Bjørn Dahl (V), vil ikke direkte kommentere sine københavnske kolleger. Roskilde-borgmester: Et fuldtidsjob Han lægger dog ikke skjul på, at arbejdspresset for hans vedkommende umuliggør et folketingskandidatur. »Det at være borgmester er et fuldtidsjob. Jeg elsker mit job i politik, men for at være et helstøbt menneske skal der også være tid til andre ting. Det vil jeg hellere prioritere«, siger Bjørn Dahl. Mens Socialdemokratiet har forbud mod dobbeltmandater, er der frit slag i Venstre. Det store regeringsparti har før heftigt debatteret sagen, ikke mindst i forbindelse med Bertel Haarders (V) kandidatur til Europaparlamentet sidst i 1990'erne. I dag sidder to borgmestre i Venstres folketingsgruppe - formand for Udenrigspolitisk Nævn Jens Hald Madsen og Preben Rudiengaard. Opbakning fra Fogh Borgmestre fra Herning, Søllerød og Sønderjyllands Amt har givet fuld opbakning til Søren Pind og Martin Geertsen. Fra partiformand Anders Fogh Rasmussen lyder der heller ingen kritik. »Det er meget individuelt, hvor stor arbejdskapacitet mennesker har. Det må være op til vælgerne at afgøre, om de synes, at de pågældende passer deres arbejde ordentligt begge steder«, siger statsministeren. Pind slår igen Søren Pind skyder med skarpt mod sin borgmesterkollega fra Randers. »Jeg vil være nådig og lade være med at sige noget om Michael Aastrups borgmestergerning, hvis han for fremtiden vil lade være med at udtale sig om min«, siger Søren Pind. Han sammenligner sin borgmesterpost med en forstørret post som udvalgsformand i en stor provinskommune. »Det at være borgmester for et særligt fagområde i København, det vil jeg mene, godt kan lade sig gøre. Det er der masser af historisk præcedens for. Mange udvalgsformænd har siddet i Folketinget, f.eks. Ester Larsen«, siger Søren Pind. Københavnske politikere med udvidet ansvar Søren Pind begrunder bl.a. sit folketingskandidatur med, at hovedstaden har behov for tunge repræsentanter på tinge i de mange store, aktuelle diskussioner, f.eks. om udlignings- og strukturreformerne. Samme holdning har Martin Geertsen, der ikke forudser problemer med samtidig at holde styr på de totalt 2.000 ansatte i kultur- og fritidsforvaltningen. »Netop fordi jeg har 2.000 mand, kan jeg selvfølgelig koncentrere mig om den overordnede kurs. Der findes politikere, der bruger meget tid på at vende sidste blad i bilaget, men sådan bliver jeg aldrig«, siger han.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























