Lægers kritik af den konklusion, som statsadvokaten i Aalborg, Elsemette Casøe, er kommet til i forbindelse med den 21-årige Jens Arne Ørskov Mathiasens død, mens han var i politiets varetægt, har fået hende til at genoverveje sagen. Elsemette Cassøe oplyser, at hun formentlig i slutningen af næste uge beslutter sig for, at sagen skal undersøges på ny. Minister: Ingen problemer i praksis På baggrund af kritikken af behandlingen af sagen siger justitsminister Lene Espersen (K), at hun ikke har i sinde at ændre på systemet med, at det er statsadvokaten, der undersøger den slags sager. »Det er en praksis, som aldrig har givet anledning til problemer. Konstruktionen med, at statsadvokaten og senere rigsadvokaten tager stilling til sager mod politiet, er ydermere sikret ved, at Politiklagenævnet skal udtale sig. For mig er det uforstående, hvis nogle partier pludselig annoncerer, at ordningen skal ændres. Systemet, som det er, står jeg fast på. Der er hverken habilitetsproblemer eller problemer med uvildighed i det«, siger justitsminister Lene Espersen. Statsadvokaten: Nye oplysninger på bordet Statsadvokat Elsemette Cassøe siger om den aktuelle sag, at det er nyt for hende, at andre læger vurderer dødsårsagen anderledes end lægerne, der foretog obduktionen. »Derfor vil jeg nu vurdere, om de nye oplysninger kan være relevante for sagens afgørelse«, siger hun efter den kritiske dokumentarudsendelse om sagen onsdag aften i DR TV. Her blev der rettet kraftig kritik af statsadvokatens og rigsadvokatens afgørelse, der frikender betjentene for at være skyld i Jens Arne Ørskov Mathiasens død. Kritik af undersøgelse Statsadvokatens undersøgelse er endvidere på en række polititekniske områder blevet kritiseret, ligesom det er blevet kritiseret, at de Falck-reddere, der forsøgte at yde førstehjælp og kørte den omkomne til hospitalet, ikke er blevet afhørt. Hertil siger Elsemette Cassøe: »Jeg vil ikke på nuværende tidspunkt drøfte detaljer i sagen. Og i den forbindelse heller ikke, om min efterforskning har været mangelfuld«. Klagenævn henviser til statsadvokat Politiklagenævnet for statsadvokaten i Aalborg tager det roligt trods kritikken af statsadvokatens håndtering af sagen. Formanden for nævnet, advokat Troels Bidstrup Hansen, siger til DR Nordjylland, at Politiklagenævnet har siddet med samme materiale som statsadvokaten og ikke har kunnet agere anderledes end at acceptere hendes afgørelse. Betjente politianmeldt Jonna Ørskov, mor til den 21-årige, indgav torsdag politianmeldelse mod fire betjente, nemlig de to betjente, der foretog anholdelsen, og to betjente, der senere kom til. Anmeldelsen lyder på, at de ikke har ydet sønnen førstehjælp.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























