Mange buschauffører er begyndt at lette trykket på speederen, når de kører gennem Europa med skiturister. Det skal sikre, at hastighedsgrænserne overholdes. Samtidig vil brancheforeningen Danske Busvognmænd gennemgå alle køretidsplaner med rejsebureauerne for at se, om de skal ændres. »Vi kan lige så godt sige lige ud, at vi har været for længe om at tage stilling til, at trafikken i Europa er steget meget i de senere år. Især i de store ferieuger, hvor der opstår mange trafikkøer, så køretidsplanerne kommer under pres«, siger John Bergholdt, formand for Danske Busvognmænd. Rejsetiden bliver længere Han oplyser, at mange vognmænd har præciseret over for chaufførerne, at de skal overholde reglerne - både hastighedsgrænserne og køre- og hviletidsbestemmelserne. Selv om det fører til en længere rejsetid. »Vi henstiller til alle chauffører, at de ikke skal forsøge at spille helte og køre tiden ind, hvis de er forsinket. Og vi har nedsat en arbejdsgruppe sammen med busrejsebureauerne, hvor vi skal gennemgå køretidsplanerne. Måske skal vi operere med to planer. Én for højsæsonen og én for lavsæsonen«, siger John Bergholdt. Initiativerne kommer efter den mediedebat, der opstod, da en skibus fra selskabet Max Bus for to uger siden forulykkede med 45 passagerer i nærheden af byen Eisenberg i den tyske delstat Thüringen. Bussen var på vej til Østrig for Højmark Rejser. To chauffører og en passager døde, og flere blev alvorligt kvæstet, da bussen kørte for stærkt og skred ud. For nylig understregede direktør Bjarke Hansen fra Højmark Rejser, at chauffører, der kører for rejsebureauet, har fået deres sidste fartbøde. Bare én bøde mere, og rejsebureauet vil ikke mere bruge pågældende vognmand. Fem timer længere En skirejse med busselskabet Europa Bus til Sydeuropa kan nu tage op mod fem timer længere end tidsplanen. Simpelthen for at overholde loven. Alligevel ønsker busselskabets kørselsleder, Lars Larsen, ikke at udtale sig. Til gengæld vil ledelsen hos et andet stort busselskab, PP Bus, der også kører for Højmark Rejser, gerne kommentere situationen. Flemming Nymark har ansvaret for selskabets turistbusser, og han understreger, at chaufførerne på selskabets busser har fået præciseret reglerne. »Vores rejsetid er blevet forlænget med en lille time. Men det er svært at svare generelt på. I vinterferien er der ufattelig meget trafik, fordi så mange skal på skiferie«, siger Flemming Nymark. Alligevel mener han, at debatten i medierne er blevet for kritisk. »Alle er ekstremt påpasselige i øjeblikket, fordi situationen er så tilspidset. Chaufførerne føler sig mere presset af medierne end af køretidsplanerne«, siger Flemming Nymark.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























