Flugtkaptajns liv ligger i ruiner

Leo Krammes coaster ligger til salg i havnen i Svendborg efter tilbageholdelsen i Polen. »Vores livsværk er gået tabt«, siger ægteparret.   Foto: Camilla Stephan
Leo Krammes coaster ligger til salg i havnen i Svendborg efter tilbageholdelsen i Polen. »Vores livsværk er gået tabt«, siger ægteparret. Foto: Camilla Stephan
Lyt til artiklen

»Vi er ruineret. Vores coaster var betalt, men skal nu sælges, og det samme skal huset. Men Leo skal aldrig tilbage til Polen, om så vi skal leve vores sidste år under jorden«, siger Edel, der er gift med den 64-årige Leo Kramme. Han blev kendt som flugtkaptajnen, da han i forsommeren sidste år flygtede med sit skib fra polsk havn til Danmark fra en sigtelse for cigaretsmugling. Ægteparret må fortsat indstille sig på at leve med frygt for, at Leo Kramme vil blive udleveret til de polske myndigheder. Udlevering kan finde sted På baggrund af sagen om flugtkaptajnen fra Ollerup på Sydfyn har retsudvalgets formand, Anne Baastrup (SF), spurgt justitsministeren, hvorvidt en person kan udleveres til strafforfølgelse i Polen, hvis forbrydelsen, vedkommende har begået, har fundet sted, før loven om den europæiske arrestordre træder i kraft. Det sker, når Polen optages i EU 1. maj. I sit svar slår justitsministeren fast, at det godt kan lade sig gøre. »Det vil sige, at jeg risikerer at blive udleveret til et land, hvor jeg til fulde har oplevet, hvordan retssikkerheden tilsidesættes. Det er grotesk, fordi den polske anklagemyndighed tilsyneladende ikke har fundet ud af, hvorvidt man mener, jeg er skyldig eller ej«, siger Leo Kramme. Ulovlig last Han har fra første færd nægtet ethvert kendskab til, at to containere med cigaretter til en værdi af 30 mio. kr. om bord på hans coaster, 'Lake Pejo', ikke var lovligt indført, da han i oktober forrige år anløb den polske havn i Swinoujscie. Om bord var også en dansker ved navn F. Svensson, der havde chartret coasteren til transporten. I Swinoujscie blev skibet modtaget af F. Svenssons polske agent, der heller ikke gjorde opmærksom på den ulovlige last. Holder det polske politis efterforskning i sagen stik, er det en større polsk smuglerliga, som i ledtog med F. Svensson står bag smuglerforsøget. 20 polakker er nemlig også sigtet. »Jeg fattede ikke mistanke om uregelmæssigheder, før jeg blev anholdt«, fortæller Leo Kramme, der i de følgende otte måneder gennemlevede et mareridt, dels under et kummerligt fængselsophold i Wroclaw og en form for husarrest og dels i uvidenhed om sagens udvikling, hvor han følte, at de polske myndigheder interesserede sig mere for at drive så mange penge ud af ham som muligt end for at opklare hans eventuelle medvirken i smugleriet. Coasteren tilbageholdt De polske myndigheder beslaglagde 'Lake Pejo'. »Skibet skulle være bevismateriale, og beslaglæggelsen indebar, at den polske stat skulle betale havneafgiften. Det beløb sig ifølge polsk tv cirka til 180.000 danske kroner efter godt og vel fire måneder, hvilket tilsyneladende medførte, at de polske myndigheder havde fået nok. Jeg skulle overtage skibet. «, fortæller Leo Kramme. »At det nu var overladt til mig at betale havneafgiften, samtidig med at jeg ingen indtjening havde, udmarvede økonomien endnu mere. Hele tiden oplevede jeg et retssystem, som jeg stod magtesløs over for. Jeg blev tildelt en beskikket forsvarer, der kun talte polsk, og fik fra starten ikke oplyst mine ankemuligheder. Det var, som om polakkerne blot ville have flere og flere penge ud af mig. Det var jo helt absurd, at jeg skulle overtage skibet, som angiveligt var beslaglagt som bevismateriale«. Sammen med en søn, der var rejst til Swinoujscie, tog Leo Kramme beslutning om at forsøge at flygte. Det lykkedes. En sen juninat sidste år blev trosserne smidt, og for fuld skrue blev kursen sat ud gennem havnemolerne og efter fire en halv sømil ind i tysk farvand. 19 timer senere lagde 'Lake Pejo' til i Svendborg Havn.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her