Københavns Politi vil ikke foretage yderligere afhøringer for at få klarlagt, hvad der forårsagede sidste uges ulykke i den københavnske metro. Ved ulykken styrtede en ung mand fem meter ned fra rulletrappen på metrostationen Kgs. Nytorv, men selv om han allerede lørdag aften blev meldt i klar bedring, agter politiet ikke at foretage egentlig afhøring. Intet kriminelt Intet tyder nemlig på, at der lå en kriminel handling bag, forklarer politiinspektør Torben Damgaard, og derfor ser politiet ingen grund til at efterforske sagen yderligere. »Fra vores side er sagen afsluttet. Det, vi skal gå efter, er, om der er foregået noget kriminelt i forbindelse med det her. Det er der ikke, og så er vores del af det afsluttet«, siger Torben Damgaard fra Station City. Siden i fredags har den 19-åriges navn og identitet været mørkelagt af politiet og Rigshospitalet, hvor han fra fredag til lørdag lå i respirator på intensivafdelingen. Søndag og mandag har han været ved fuld bevidsthed, men er blevet flyttet mellem forskellige afdelinger. Patienten har pådraget sig en slem hjernerystelse, men vil ifølge lægerne på Rigshospitalet slippe uden varige mén. Overbalance Kort efter ulykken afhørte politiet en række vidner, men afhøringerne har ikke skabt fuld klarhed over, hvad der fik den unge mand til pludselig at miste balancen og falde ud over rulletrappens gelænder. Det står fast, at han var i selskab med fire kammerater, men de var ikke i nærheden af ham under faldet. »Vi kan se, at han stod helt ude til den ene side på rulletrappen og lænede sig skråt til højre ud over det sorte glidegelænder. Der er ikke tvivl om, at han fik overbalance«, siger Torben Damgaard. Ulykken har på ny sat spot på sikkerheden i den københavnske metros åbne rum, der sidste år kostede to mennesker livet ved faldulykker. I kølvandet på ulykken blev der i går aftalt et møde mellem Ørestadsselskabet, beredskabsmyndighederne og politiet, hvor det skal diskuteres, om der skal iværksættes ekstraforanstaltninger for at øge sikkerheden. Mødet finder sted onsdag morgen, oplyser kommunikationsmedarbejder i Ørestadsselskabet Carsten Arlund.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























