Små klaverboksere, unge taljonglører, børn med overlegen fysisk fornemmelse. Der er plads til dem alle på Mentiqa-skolen. Danmarks første privatskole for højt begavede børn, der åbner til august, retter sig ikke kun mod børn med matematisk og logisk intelligens. »Det er formentlig ofte dem, der vil søge ind på Mentiqa. De kreativt begavede børn har det erfaringsmæssigt bedre i folkeskolen, fordi det, de kan, appellerer til socialt samvær. Men jeg mener, Mentiqa kan rumme alle højt begavede børn og har tilbud til dem alle«, siger Pernille Buch-Rømer, initiativtageren til den nye eliteskole. Ingen intelligenstest Derfor skal børnene heller ikke igennem en intelligenstest for at komme ind på skolen, sådan som det er tilfældet i mange andre lande. De forældre, der vil melde deres børn ind på privatskolen, indkaldes til en personlig samtale, hvor det vurderes, om barnet passer ind. Og der vil være nogen, der bliver afvist. »Ikke mindst for barnets skyld. Det er også synd for et almindeligt begavet barn, hvis det bliver isoleret blandt højt begavede elever«, siger Pernille Buch-Rømer. Det primære formål med skolen er, at børnene kommer til at trives. I folkeskolen føler mange af de særligt begavede børn sig anderledes og bliver ofte henvist til skolepsykologen. Sådan vil det ikke være på en eliteskole, mener Pernille Buch-Rømer. »De højt begavede børn har, ligesom almindelige børn, nogle udviklingsstadier, de skal igennem. De ligger bare forskudt i forhold til de udviklingsstadier, som almindelige børn gennemgår, og handler nogle gange om andre ting. Hvis man sætter de højtbegavede børn sammen, så adskiller de sig ikke væsentligt fra hinanden. Derfor siger vi nogle gange som forældre for sjov, at så virker de jo helt normale«, griner hun. Pernille Buch-Rømer mener, at man alene ved at stimulere de begavede børn intellektuelt kan give dem et socialt løft. »Det medvirker til at udvikle barnets selvværd. Teorien er, at vi bygger på de stærke sider, før vi bygger på de svage. Og så er det, at vi gerne skulle skabe et overskud hos barnet, som gør, at det på en eller anden måde bliver mere imødekommende over for både nye opgaver - og i særdeleshed over for nye mennesker«, siger hun. Mentiqa-skolen har plads til 144 børn og kommer formentlig til at ligge i Lyngby. 65 elever er allerede blevet tilmeldt.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























