Et forsøg på at lancere en ny, offensiv integrationspolitik for Socialistisk Folkeparti vækker harme i partiet. Forslaget, som er forfattet af fire folketingsmedlemmer, maner til kamp mod ghettoer, mod skoler med for mange tosprogede børn og mod tvangsægteskaber. 'DF-agtigt' »Forslaget skriver sig lige ind i den officielle diskurs, som er lagt af Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti«, sagde hovedbestyrelsesmedlem John Reynolds, da SF's hovedbestyrelse lørdag mødtes under de røde faner i fagforbundet Lager og Handels lokaler på Nørrebro i København. »Hvad er der blevet af de svages stærke sammenhold«, lød det fra et andet hovedbestyrelsesmedlem, der var bekymret over »signalet« i forslaget. Forslaget er et forsøg på at gøre op med den misforståede solidaritet med indvandrere, som op gennem 1990'erne har præget venstrefløjen, skrev Ole Sohn i et selvrevsende debatindlæg i lørdagens Politiken. Kvotetanken Det indebærer blandt andet, at der skal indføres kvoter i de almene boliger og på skoler med en stor procentdel af tosprogede. Ole Sohn har udarbejdet forslaget sammen med retsudvalgsformand Anne Baastrup, integrationsordfører Kamal Qureshi og gruppeformand Aage Frandsen. I dagene op til hovedbestyrelsesmødet har debatten raset på SF's hjemmeside. »Jeg melder mig (måske) ud!«, lyder én reaktion, og partiet bliver blandet andet kaldt »Dansk Socialistisk Folkeparti?«. Dilemma Pennefører Aage Frandsen erkender, at det er et dilemma, at man er nødt til at suspendere det frie valg for at få en bedre fordeling af indvandrere. SF'erne har skrevet sig uden om at gøre det til et spørgsmål alene om etnisk oprindelse ved at indføre kvoter i boligområder ud fra antallet af folk på overførselsindkomst. »Vi siger, at det er et problem, at ressourcesvage klumpes sammen. Det afgørende er, at man er ressourcesvag, ikke hvordan man ser ud«, sagde han. Tvangsægteskaber skal kunne opløses Forslaget fastholder, at man skal kunne få familiesammenføring, fra man er 18 år. Men SF'erne vil gøre det muligt at annullere ægteskaber indgået ved tvang. »Det er kommet bag på mange, at vi er et parti, som er modstandere af tvangsægteskaber«, sagde Aage Frandsen. En stor del af salen var begejstrede for, at SF endelig havde sat dagsordenen i integrationsdebatten. Forslaget »gør op med billedet af SF som et parti, der ikke tager de her problemer alvorligt«, sagde en ung mand i beige trøje. 'Fordomsfuldt' Men Öslem Cecik fra partiets etniske ligestillingsudvalg mener, at dele af forslaget er »klicheagtigt og præget af fordomme«. »I lægger op til, at det er de etniskes egen skyld i stedet for at lægge vægt på diskriminationen. Hvad bliver det næste - sundhedsvæsnet? Skal der nu til at være brune afdelinger? Sorte afdelinger?«, spurgte hun. Forslag 'må ikke fortyndes' Søndag skal forslaget til afstemning i hovedbestyrelsen, efter at det lørdag aften er blevet revideret. Ifølge Kamal Qureshi vil der blive lyttet til, at »tonen« i oplægget er for hård. Omvendt vil han stå fast på, at de konkrete tiltag i forslaget ikke bliver udvandet. »Jeg køber slet ikke den med, at folk selv vælger at bo i de mest nedslidte områder som f.eks. Mjølnerparken på Nørrebro«, siger han.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























