Politiet skal passe på Christianias børn

Københavns Politi har lovet at bruge førstehjælpere med røde veste og hjelme, når de gennemfører hashrazziaer.   Foto: Martin Lehmann
Københavns Politi har lovet at bruge førstehjælpere med røde veste og hjelme, når de gennemfører hashrazziaer. Foto: Martin Lehmann
Lyt til artiklen

Førstehjælpere med røde veste og hjelme skal sørge for at børnene på Christiania ikke kommer til skade, når politiet rykker ud for at rydde op i fristadens hashhandel. Det oplyser chefpolitiinspektør Kai Vittrup fra Københavns Politi efter, at han deltog i sit første møde med politiets dialoggruppe for Christiania og fristadens beboere. »Beboerne er meget bekymrede for deres børn, når politiet går ind. Derfor har vi besluttet, at førstehjælpere med røde hjelme og veste vil tage sig af børnene, når det går hedt for sig«, siger Kai Vittrup om den ny ordning. Vil af med hashhandlen Også politiets dialoggruppe, som blandt andet består af repræsentanter fra Amager Politistation, vil være til stede under razziaerne for at afhjælpe eventuelle problemer, oplyser Kai Vittrup. »For mig var det vigtigt at møde dialoggruppen, så vi kan få et frugtbart samarbejde med beboerne i området om politiets indsats. Vores intention er, at få bugt med den fortsat åbenlyse hash-handel på Christiania«, siger chefpolitiinspektøren. Sideløbende med politiets indsats er regeringen ved at lægge sidste hånd på en handlingsplan og et lovforslag med det erklærede mål at normalisere Christiania. Et udvalg under Finansministeriet har udarbejdet en betænkning med flere modeller til at gøre Christiania til en mere normal, københavnsk bydel, men betænkningen trækker ud. Den var annonceret til sidste måned, men udskudt. Tre modeller Onsdag forsøgte regeringen ifølge Politikens oplysninger igen at lægge sidste hånd på værket på et møde i regeringens koordinationsudvalg, men røgsløret omkring betænkningens skæbne er tykkere end mure. Betænkningen indeholder tre kendte modeller for Christianias fremtid, og forsinkelsen skyldes angiveligt uenighed internt i regeringen om hvilken model, der skal nyde fremme. Et af målene er flere boliger på den gamle kaserne, hvor der i øjeblikket bor små 1.000 mennesker. Oprindeligt havde Christianiaudvalget to overordnede forslag til at nå det mål: en gennemgribende privatisering med vægten på ejerboliger og en mere blandet model, hvor ejerformerne blandes. Siden er ideen om at lade Christiania normalisere og styre af en fond spillet på banen af Christianias advokater, og forslaget har siden fået opbakning på møder i fristadens 14 lokalområder. Københavns Kommune har frimodigt meldt sin tilslutning til fondsmodellen ud, og det har sat regeringen i lidt af en kattepine. Hvis den vælger en mere rå løsning og lader Christiania bebygge uden at tage fristadens beboere med på råd, sker det stik mod fristadens og bystyrets ønske.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her