Nye forhold i Christiania i 2006

Foto: Kim Agersten
Foto: Kim Agersten
Lyt til artiklen

Fra nytårsaften 2005 er Christiania normaliseret, og alle de normale lovbestemmelser, som regulerer det øvrige samfund, vil også omfatte Christiania. Det gælder naturbeskyttelsesloven, bygningsfredningsloven, byggeloven og planloven samt en ny lokalplan, som Københavns Kommune til den tid vil have udarbejdet. Sådan ser fremtidens Christiania ud for finansminister Thor Pedersen (V) og økonomiminister Bendt Bendtsen (K), der fredag fremlagde regeringens handlingsplan for Christiania efter ni måneders arbejde blandt embedsmændene i det særlige Christianiaudvalg. Nytårsaften er den sidste dag, hvor Christiania kan opleves i sin nuværende form med kollektive rettigheder, selvbyggerhuse på de historiske volde og med en brugerbetaling for christianitterne på omkring 1600 kroner om måneden for at bo i fristaden. Skal betale husleje Samtidig sker der en overgang fra den nuværende kollektive ejerform til blandede boligformer med både almennyttige boliger, andelsboliger og lejeboliger, og beboerne skal betale en husleje, der kan sammenlignes med de priser, der er gældende for boliger af lignende standard i resten af København. Regeringen fastslår, at der vil ske både renovering, modernisering og nedrivning af ejendomme på Christiania med hjælp fra byfornyelsesmidler, som staten tilfører Københavns Kommune. I første omgang skal der rives omkring 20 boliger ned på det historiske voldanlæg svarende til omkring 10 procent af det samlede boligareal på voldene. Andre 20 procent af husene på voldene skal rives ned, når de nuværende beboere fraflytter, og alle de berørte beboere vil blive tilbudt genhusning på Christiania. Bygninger udbydes til salg i 2006 Men i 2006, når alle love og lokalplaner er på plads, begynder den helt store normaliseringsproces af Christiania, hvor regeringen udbyder samtlige bygninger og huse til salg. Det kan enten være som andelsboliger til de nuværende beboere eller ved salg til private investorer eller pensionskasser, som derefter kan leje boligerne ud til christianitterne. Konkret forventer regeringen, at ejendomssalget i perioden 2006-2010 kan indbringe staten 105-200 millioner kroner, mens salget af byggerettigheder til nybyggeri kan løbe op i 55-70 millioner kroner. Til gengæld forudser regeringen udgifter til genopretning af det stærkt medtagne fæstningsanlæg på 50 millioner kroner og bygningsrenovering for 120 millioner kroner, så indtægter og udgifter går lige op.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her