Flere ulykker efter spritkørsel

Sverige kører forsøg med alkohollåse. - Foto: Lars Pehrson/Svenska Dagbladet
Sverige kører forsøg med alkohollåse. - Foto: Lars Pehrson/Svenska Dagbladet
Lyt til artiklen

Flere bilister med alkohol i blodet er involveret i alvorlige ulykker. For andet år i træk er antallet af ulykker steget, viser nye tal fra Vejdirektoratet. 81 mennesker døde i spiritusulykker i 2003. 452 blev alvorligt kvæstet. Bag rattet i de livsfarlige biler sidder der typisk en mand. Ofte er han mellem 18 og 24 år, men synderen kan også være en ældre alkoholiker, der gang på gang mikser spiritus og benzin. Direktør René la Cour Sell fra Rådet for Større Færdselssikkerhed rykker politikerne for indgreb over for unge knægte og gengangere. »Hver eneste dag bliver mindst én person dræbt i trafikken. Hver tredje dag skyldes det spiritus. Det koster menneskeliv lige så længe, som vi venter«, siger René la Cour Sell og giver to forslag til akut handling. Digitale alkoholmetre og alkohollåse For det første bør politiet udstyres med digitale alkoholmetre, der er en ny og formentlig mere effektiv måde at lave kontrol med end blodprøver. Og kontrol virker: Trods julefrokoster stopper politiet relativt få spritbilister i december. For det andet bør bilister, der er dømt flere gange, have alkohollåse på deres biler, hvis de vil have kørekortet tilbage. En bil med lås kan kun starte, hvis bilisten puster spritfri ånde ind i apparatet. En sådan ordning har siden i fjor været et tilbud til dømte spritbilister i Sverige, og det burde vi kopiere, mener René la Cour Sell. K klar på at stramme Retsordfører Helge Adam Møller (K) ønsker stramninger. Hans umiddelbare favorit er at konfiskere flere biler, så Morris Maskotten eller BMW'en bliver inddraget allerede 2. eller 3. gang, der spilles hasard med livet. De konservative er åbne over for digitale alkoholmetre og alkolåse, men vil afvente - forsinkede - råd fra et udvalg under Justitsministeriet, som blev nedsat af den forrige regering. Trafikordfører Martin Lidegaard (R) kritiserer regeringen for at have skåret ned på kampagner for unge. Øgede fartgrænser på motorveje er også et farligt signal, mener de radikale, der forlanger en prompte reaktion: »Trafiksikkerhed er et menneskeligt og økonomisk tåbeligt sted at spare«, siger Lidegaard.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her