Fyret for at beskytte naturen

Stridens kerne - vandløbet i Sorø. - Foto: Jan Grarup
Stridens kerne - vandløbet i Sorø. - Foto: Jan Grarup
Lyt til artiklen

Miljødirektøren og miljøchefen i Vestsjællands Amt blev søndag aften fyret som følge af den principielle sag, hvor en anden direktør i amtet havde gravet hårdhændet i sit naturbeskyttede vandløb. Ingen væsentlige fejl Som Politiken fortalte mandag, har eksperter ellers vurderet, at der ikke var noget ekstraordinært i amtets miljøafdelings behandling af sagen. »Jeg kan ikke se, at der er begået væsentlige fejl i denne sag«, mener professor i forvaltning på Aalborg Universitet Claus Haagen Jensen. »Problemerne med sagsbehandlingen er udtryk for, hvordan amterne gennemsnitligt behandler miljøsager«, mener professor i miljøret på Københavns Universitet Peter Pagh. Fyringsmøde søndag Beslutningen om fyringen blev taget på et ekstraordinært møde i amtets økonomiudvalg søndag aften. Mødet var rykket en dag frem, fordi lokale medier lørdag kunne fortælle, at miljøcheferne risikerede at blive afskediget. Fyringerne var begrundet i, at en advokatundersøgelse til 650.000 kroner havde påpeget en række formelle fejl i sagsbehandlingen. Og udvalget lagde vægt på, at miljøafdelingen tidligere havde fået undervisning i, hvordan man skulle undgå den slags fejl. »Miljødirektøren har ikke rettet op på forholdene i afdelingen. At det er almindelig praksis andre steder, gør det ikke mere lovligt«, siger formand for økonomiudvalget, amtsborgmester Hans Jørgen Holm (V). Tre måneder til at rette op Natur & Miljø har nu tre måneder til at rette op på forholdene og gennemgå alle verserende sager i afdelingen. Skov- og Naturstyrelsen er ikke enige i advokatundersøgelsens konklusion, men mener, at »naturbeskyttelsen og det rent juridiske er, som det skal være«. Danmarks Naturfredningsforening frygter, at der fremover vil blive stillet urealistisk strenge formelle krav i lignende sager, så de danske amter ikke længere vil kunne lade eventuel tvivl komme natur & miljø til gode. Spørgsmål til ministeren SF's Kristen Touborg deler bekymringen. Han har derfor spurgt miljøminister Hans Christian Schmidt (V), om ministeren »vil sikre, at amterne ikke fremover vurderer, at de skal være mere tilbageholdende med at gribe ind over for borgere og virksomheder, der efter bedste skøn skader miljøet«. Den fyrede miljødirektør Hans H. Klindt har ingen kommentarer ud over: »Det kommer bag på mig«. Det gør det også på fagforeningen Jordbrugsakademikerne, der nu vil gå ind i sagen. De undrer sig ikke mindst over, at miljøchef Gertrud Knudsens fyring blev offentliggjort i radioen, dagen før den blev eksekveret.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her