Pushere: Stabil pris på hash

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

På trods af politiets massive pres mod det københavnske hashmarked er der ikke færre kunder og mindre hash på markedet end før. Det vurderer misbrugsekspert Mads Uffe Pedersen på baggrund af, at hashpriserne ifølge Politikens oplysninger ikke er steget nævneværdigt. »Hvis man virkelig får presset hashsalget, så der kommer mindre hash på markedet, og folk bliver afskrækkede, vil det også afspejle sig i priserne«, siger Mads Uffe Pedersen, der er leder af Center for Rusmiddelforskning ved Århus Universitet. »Der er ikke noget med prisstigninger« Flere pushere fra hashklubber og Pusher Street fortæller, at prisen ikke er steget, siden politiet satte ind for nylig. »Der er ikke noget med prisstigninger. Vi har snakket om, at det gider vi ikke«, siger en anonym pusher fra Pusher Street. Narkochef ved Københavns Politi Ole Wagner siger imidlertid, at prisniveauet er »noget flimrende«. Politi: Hash dyrere omkring Pusher Street Ifølge politiets observationer er hashen blevet dyrere i og omkring Pusher Street, mens den i resten af byen koster det samme som før. Politiets strategi er at jage pusherne i en sådan grad, at kunderne får svært ved at finde dem. Men Ole Wagner erkender, at hashsalget ikke stopper med rydningen af Pusher Street. »Det vil være naivt at tro, at hashhandlen ophører, fordi vi lukker Pusher Street. Hvis der er nogle, der er parate til at købe, så er der også nogle, der er parate til at sælge«, siger han. Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra justitsminister Lene Espersen (K). 500 kroner i bøde for et par gram Folketinget behandler fredag et lovforslag om at skærpe straffen for besiddelse af hash til eget forbrug. Bliver det vedtaget, vil borgere med et par gram hash på sig få en bøde på 500 kroner. I dagens anledning holder organisationen 'Mennesker mod mistillid og kontrol' en såkaldt smoke-in på Christiansborg Slotsplads.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her