Voldtægt skal straffes med mindst ét år bag tremmer og to år, hvis forbrydelsen går ud over en fremmed, hvis der har været grov vold inde i billedet, eller hvis der er tale om gruppevoldtægt. Samtidig skal en voldtægtsmand ikke kunne slippe for tiltale og straf ved at spille dum og lade som om, han troede, at offeret var med på ideen om sex. Derfor skal der indføres en ny bestemmelse om, at også voldtægt ved »grov uagtsomhed« straffes med fængsel. DF vil øge strafferammen Det mener Dansk Folkeparti, som i denne uge fremsætter forslag om ændring af straffelovens voldtægtsparagraffer. Partiet vil også øge straframmen for voldtægt, der resulterer i død eller alvorlig helbredsskade, til fængsel på livstid, og strafferammen for at tiltvinge sig samleje ved »anden ulovlig tvang« skal øges fra fire til seks år, mens samleje med børn under 12 år skal kunne give helt op til 15 års fængsel mod i dag 12. Regeringen hævede for knap to år siden strafferammen for voldtægt med to år, og rigsadvokat Henning Fode har netop i en redegørelse vurderet virkningen. Hans konklusion er, at lovændringen i nogle - men ikke alle - sager, har haft den ønskede virkning, og at der derfor er grund til fortsat at følge praksis. »Men vi synes ikke, vi kan vente på flere erfaringer. Vi skal have en mindstestraf for at rydde enhver tvivl af bordet om, at voldtægt skal straffes hårdere«, siger DF's retspolitiske ordfører, Peter Skaarup. SF er interesseret Formanden for Folketingets Retsudvalg, Anne Baastrup (SF), har også været talskvinde for en paragraf om uagtsom voldtægt, og hun vil se med interesse på det punkt i det nye forslag fra Dansk Folkeparti. De øvrige punkter i DF's forslag er hun til gengæld imod. »Strafferammerne er gode nok. Og minimumsstraffe tror jeg ikke på. Det har vi haft tidligere, og det medførte, at anklagemyndighederne i flere tilfælde valgte at rejse tiltale efter en mildere paragraf«. Det samme argument bruger næstformand i Folketingets Retsudvalg, Venstres retspolitiske ordfører, Birthe Rønn Hornbech. Det har ikke været muligt at træffe justitsminister Lene Espersen (K) for en kommentar.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























