En meget årvågen læser afleverede for et par dage siden to poser tvebakker på redaktionen. »Her skal I se discount, og hvor smart discountbegrebet kan udnyttes«, sagde han. Der er 300 gram tvebakker i begge poser. Det dyre produkt: 'Lækre og sprøde tvebakker, Skorpor/Kavringer' koster 19,95 kr. i ISO; discountvaren: 'Tvebakker' købt i Aldi, koster 6,95 kr. Luksus fra Parallelvej Luksusvaren er fremstillet af KelsenBisca A/S, Parallelvej 11, 9800 Hjørring, discountbagværket af Engelsk Dansk Bisquit Fabrik 9800 Hjørring. Sjovt, så mange tvebakkeproducenter, der er i Nordjylland, tænker De måske? Ved nærmere undersøgelse viser det sig dog, at Engelsk Dansk Bisquit Fabrik blot er en slags 'fabrik i fabrikken' - et producentnavn, KelsenBisca bruger, når anlægget på Parallelvej 11 i Hjørring kører tvebakker til Aldi. At studere deklarationerne på de to poser er både morsomt og lærerigt. Tæt på identisk indhold Indholdet er identisk på nær et ikke kvantificeret drys kardemomme i luksustvebakken. Krydderiet, der måske - måske ikke - svagt kan smages , har Engelsk Dansk Bisquit Fabrik sparet. Og så er det muligt, at fedtsammensætningen varierer lidt, idet ISO-tvebakkerne indeholder 'Vegetabilsk olie og delvis hærdet vegetabilsk olie', mens billigvaren på dette punkt deklarerer 'Vegetabilsk olie og hærdet vegetabilsk olie'. Køb tvebakkerne i Aldi Der er imidlertid tale om så små forskelle, at det aldrig kan bruges som sagligt argument for, at den ene vare skal være næsten tre gange så dyr som den anden. Og da smag, udseende og konsistens også må betegnes som 'et fedt', er konklusionen klar: Hent Deres tvebakker i Aldi. Smart fundet på, det er det med 'fabrikken i fabrikken' nu alligevel. Det kan godt være, de ikke i daglig tale anvender udtrykket profitmaksimering på Parallelvej 11 i Hjørring, men de véd, hvad det betyder.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























