Ved første øjekast ligner de bare en lille flok unge først i tyverne med løsthængende tøj og et ærinde, de heller ikke selv tror på - at besætte Flygtningenævnets lokaler ved Kongens Nytorv i København. 'Hvorfor fanden åbnede du...?' Men da en kontoransat uforvarende og sikkert i eget ærinde åbner den fast tillukkede glasdør, griber de to mænd og tre kvinder chancen og kæmper sig vej ind i bygningen og i lige linje hen til hjørnekontoret med vinduer ud mod den trafikerede Gothersgade. »For fanden, Dorte, hvordan kunne du åbne døren?«, udbryder en af de andre ansatte ærgerligt, men skaden er sket. Fem aktivister skarpt forfulgt af bygningens politibetjent har entret Flygtningenævnet med bannere og budskaber om åbne grænser. 'Statsracisme' Fra vindueskarmen i det besatte hjørnekontor bliver bunker af papir revet på gulvet for at bannerne kan blive kastet ud af vinduet. Via en megafon får det taktfaste budskab om »asyl til alle, her og nu« lov til at nå helt ned til Nyhavn. Budskabet om asyl til alle er en del af Globale Rødders aktionsdag mod det, de kalder 'statsracisme'. Og ifølge Globale Rødder er Flygtningenævnet netop en institution, der praktiserer statsracisme ved at afvise asylansøgere. Kamp om megafonen Mens folk stimler sammen foran Flygtningenævnets bygninger, har politibetjenten lukket døren til lokalet og kæmper nu for at samle aktivisternes bannere sammen. Det kræver et håndfast greb, og folk vælter rundt på gulvet, før det lykkedes. Men det er ingenting i forhold til, hvad der skal til, før han får fingre i megafonen. Efter en tilkendegivelse om, at »nu gider han ikke høre på det pjat længere« overvinder han tre aktivister i kampen om megafonen, hvorefter den bliver kylet ud i gangen til det afventende kontorpersonale. 'Ingen kan høre jer' To betjente slutter sig til selskabet og sørger for, at aktivisterne bliver lagt i håndjern og vinduerne ud til Gothersgades myldretid lukket. »Nu har vi lukket vinduerne, så kan I lige så godt holde jeres mund, der er ingen, der kan høre jer alligevel«, siger en af betjentene tørt. Da også seks kampklædte politimænd dukker op bliver Politiken sendt uden for døren. Sigtelse for ulovlig indtrængen Det tager lidt tid før de fem anholdte på nogenlunde fredelig vis bliver ført ud af bygningen for at blive kørt væk i et salatfad. De vil blive løsladt efter en afhøring, oplyser politiet. Anklagen lyder på husfredskrænkelse, det vil sige ulovlig indtrængen. Alt efter de anholdtes fortid kan det resultere i en bøde eller en fængselsstraf på op til seks måneder. Men helt deroppe er vi nok ikke denne gang, vurderer politiet i Bellahøj, der også beskriver aktivisterne som »meget samarbejdsvillige«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























