Fristed for 200 indvandrerforeninger i fare

Nørrebro Medborgerhus er truet af lukning. - Foto: Nicolai Svane
Nørrebro Medborgerhus er truet af lukning. - Foto: Nicolai Svane
Lyt til artiklen

I Medborgerhuset på Nørre Allé i København er 200 forskellige indvandrerforeninger tilknyttet. Det huser flere forskellige radio- og tvkanaler og har en meget bred vifte af forskellige kulturelle tilbud lige fra dans til keramik. Men huset skal lukkes inden kort tid, hvis politikerne i Københavns Kommunes Kultur- og Fritidsudvalgs forslag om at sammenlægge Indre Nørrebros tre medborgerhuse bliver vedtaget. Kulturborgmester Martin Geertsen (V) understreger, at forslaget ikke er vedtaget endnu, men er sendt i høring blandt alle 18 medborgerhuse i kommunen. Huse suger på labben »Problemet er, at alle husene suger på labben. Derfor prøver vi at rationalisere, så der bliver flere penge til de tilbageværende huse. Problemet med mursten er, at de er dyre. Derfor ville vi kunne bruge flere penge på udadvendte aktiviteter, hvis der ikke var så mange huse«, siger Martin Geertsen. Han vil bruge flere ressourcer på at forbedre de aktiviteter, som husene allerede yder, i stedet for at bruge mange penge på husleje. Men hvis planen bliver ført ud i livet, forsvinder rammerne for mange af aktiviteterne i Medborgerhuset på Nørre Allé, mener bestyrelsesmedlem Jan Mortensen. Han frygter, at de ikke vil kunne fortsætte, hvis foreningslivet samles i et af de to andre Nørrebro-medborgerhuse på Kapelvej og i Blågårdsgade. For lidt plads »Der vil ganske enkelt ikke være plads nok. Vi bliver reduceret til under 40 procent af den plads, vi har i dag, hvis vi flytter til Blågård. Derfor vil mange af aktiviteterne utvivlsomt uddø«, siger Jan Mortensen. Ved huset er også en stor sal, som bliver brugt af mange forskellige kulturelle grupper, som for eksempel afrikansk dans, teaterimprovisation og koncerter med verdensmusik. Men salen, som hedder Etnorama, vil ikke længere være tilgængelig, hvis husene lægges sammen. Fordelen ved Medborgerhuset på Nørre Allé er ifølge Jan Mortensen, at det integrerer folk fra forskellige dele af verden, uden at det er den direkte hensigt. »Integration bliver pakket ind i kulturelle aktiviteter, som får danskere, somaliere, irakere, kurdere og japanere til at arbejde sammen. På den måde lærer de hinanden at kende - og det er integration«, siger Jan Mortensen. Bestyrelse vil forhindre lukning Siden forslaget blev stillet, har medborgerhusets bestyrelse arbejdet aktivt for at forhindre en lukning. I husets kantine har omkring 3.000 skrevet under på en opfordring til de kommunale politikerne om at bevare huset. I Vesterbro Kulturhus er bestyrelsen i oprør over forslaget om at sløjfe medborgerhuset på Nørrebro: »Man kan ikke bare nedlægge medborgerhuset og tro, at livet i det vil opstå andre steder. Det virker slet ikke, som om kommunalpolitikerne har forstået, hvor værdifuldt stedet er«, siger bestyrelsesformand Else Iversen, der sender en skarp protest i sit høringssvar. »Jeg er jo ikk borgmester for Nørrebro« Kulturborgmester Martin Geertsen siger, at forslaget om at rationalisere medborgerhusene på Nørrebro bliver ændret, hvis underskriftsindsamlingen og høringssvarene gør indtryk på ham og resten af udvalget. Men Geertsen præciserer ikke, hvor mange underskrifter der skal til for at gøre indtryk. »Hvis huset ikke skal lukkes, så må man jo finde andre steder, hvor der skal rationaliseres. Og der vil blive lyttet til alle synspunkter, og jeg er jo ikke kun borgmester på Nørrebro, men også i hele København«, siger han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her