Forsvarsminister Svend Aage Jensby (V) trådte fredag tilbage fra sin post. Den tidligere socialdemokratiske forsvarsminister Jan Trøjborg har forståelse for, at hans efterfølger, Svend Aage Jensby (V), fredag valgte at træde tilbage. »Det er jo altid kedeligt, når en minister er nødt til at træde tilbage og synd for den pågældende person. Men som sagerne havde udviklet sig, var det blevet en belastning for statsministeren og regeringen, og derfor har jeg forståelse for, at han har truffet den beslutning«, siger Jan Trøjborg til Ritzau. SF: Forventelig afgnag SF's forsvarsordfører, Villy Søvndal, mener, at forsvarsminister Svend Aage Jensbys (V) beslutning om at træde tilbage var forventelig. - Det kunne næsten ikke ende med andet. Han havde rodet sig ud i noget, som en minister svært kan holde til. Både i forhold til fortrolige oplysninger fra kontroludvalget og derefter i forhold til forskellige og skiftende informationer til Folketinget, siger Villy Søvndal til Ritzau. Han påpeger, at det første, Jensby "har været ramt af, er de almindelige regler om fortrolige oplysninger. Det andet er ministeransvarlighedsloven". »Det er to barske ting for en minister at blive ramt af«, siger Villy Søvndal, der samtidig mener, at forsvarsministerens beslutning er et udtryk for, at regeringen ville have svært ved at komme igennem en forespørgselsdebat, som SF har anmeldt. DF: En rigtig beslutning Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard, kalder forsvarsminister Svend Aage Jensbys beslutning om at træde tilbage for en "rigtig beslutning i en meget fastlåst situation". »Jensby har været ude i en storm i de sidste par dage, og jeg mener faktisk ikke, at der var andet at gøre i en situation, der var så fastlåst«, siger Pia Kjærsgaard til Ritzau. Hun tilføjer, at hun har respekt for Svend Aage Jensbys beslutning. »Der ville frem til sommerferien komme byger af spørgsmål i denne her sag, som ville være vanskelige at svare på. Og derfor er det en rigtig beslutning, som jeg har respekt for, siger Pia Kjærsgaard. »Men der er da en almindelig god kontakt«, siger hun. Om støttepartiet har opfordret forsvarsministeren til at træde tilbage, vil Pia Kjærsgaard heller ikke svare på. »Det er sagen uvedkommende«, siger hun. R: Politik er brutal Den radikale forsvarsordfører, Morten Helveg Petersen, ser Svend Aage Jensbys (V) beslutning om at træde tilbage som forsvarsminister som et eksempel på, "hvor brutal politik er og kan være". »Man må som menneske have forståelse og sympati for beslutningen«, siger Morten Helveg Petersen til Ritzau. Morten Helveg Petersen mener i øvrigt, at der er stor grund til at kvittere for det arbejde, som Svend Aage Jensby har udført som minister for forsvaret. Fåmælt konservativ Politisk ordfører for Det Konservative Folkeparti Pia Christmas-Møller tager forsvarsminister Svend Aage Jensbys (V) beslutning om at træde tilbage til efterretning. Udover det er hun fåmælt om sagen. »Der er ikke så meget at sige andet end, at jeg har forståelse for hans beslutning, at jeg har respekt for den og tager den til efterretning«, siger Pia Christmas Møller, der derudover ikke har yderligere kommentarer.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























