Hvad betyder udvidelsen til 25 lande?

En polsk familie kigger ud af vinduet i byen Slubice, hvor EU-flagene vejrer. - Foto: AP
En polsk familie kigger ud af vinduet i byen Slubice, hvor EU-flagene vejrer. - Foto: AP
Lyt til artiklen

Forsvinder grænsekontrollen nu til alle de nye EU-lande? Nej, selv om 10 nye lande i dag optages i EU, er de endnu ikke fuldt med i det såkaldte Schengen-samarbejde om åbne grænser, der bortset fra Storbritannien og Irland omfatter alle EU-lande, Norge og Island. Der vil gå nogle år, inden de nye EU-lande er parate til at kontrollere unionens ydre grænser, og grænsekontrollen internt i hele EU dermed kan ophæves. Bruger de nye lande euro? Nej, de 10 nye lande er endnu ikke med i euroen. Enkelte af dem, f.eks. Ungarn, vil indføre euroen som parallel valuta, men der vil gå en del år, før de nye EU-lande opfylder de økonomiske betingelser for at blive fuldgyldige medlemmer af euro-samarbejdet. I princippet skal alle de nye lande indføre euroen, når de opfylder betingelserne, fordi de ikke - som Danmark - har noget forbehold. Sverige står dog udenfor, selv om landet ikke har noget forbehold. Kan borgerne fra Polen og de andre nye lande nu frit rejse ind i Danmark? Ja, men det kunne de sådan set allerede. Der vil som nævnt fortsat være paskontrol ved grænserne mellem de gamle og nye EU-lande. Kan de så også arbejde her? Ja, den fri bevægelighed indebærer, at borgerne fra de nye EU-lande har ret til at søge arbejde i hele EU. Bortset fra Irland og Sverige har de gamle EU-lande dog alle indført overgangsordninger, som begrænser den fri bevægelighed. Tyskland og Østrig har helt lukket for arbejdskraft fra de nye lande i højst syv år. Danmark og de fleste andre lande har valgt en lempeligere kurs, hvor borgerne fra de nye lande skal opfylde forskellige betingelser for at få lov at arbejde i de gamle EU-lande. Kan vi så også arbejde hos dem? Ja, den fri bevægelighed gælder begge veje. Men Polen og Ungarn har bebudet, at de vil indføre begrænsninger over for alle de lande, der benytter overgangsordninger til at begrænse polakkernes og ungarernes frie bevægelighed. Det kan ramme danskere, som gerne vil arbejde i Polen eller Ungarn. Kan vi handle toldfrit, når vi rejser i de nye EU-lande? Nej, det er slut med toldfri varer, når man rejser til de nye EU-lande. Fra i dag er de omfattet af EU-reglerne, som ikke tillader toldfrit salg. Hvor fattige er de nye lande? Deres gennemsnitlige bruttonationalprodukt er 40 pct. af gennemsnittet i de 15 gamle EU-lande. Men der er store forskelle: Cypern og Slovenien er de rigeste, mens Letland er det fattigste. Skal vi så betale mange penge til dem? Ja, de nye lande vil alle få mange flere penge ud af EU-budgettet, end de selv betaler ind. Danmark er de seneste år begyndt at betale mere ind, end vi modtager i form af f.eks. landbrugsstøtte. Er folk i de nye lande vilde med EU? Bortset fra Cypern har alle de 10 nye lande holdt folkeafstemninger om EU-medlemskabet, og det blev et ja i alle lande. Men begejstringen svinger meget: I Malta stemte kun 54 pct. ja, mens 92 pct. af slovakkerne stemte ja. Valgdeltagelsen var meget lav i flere lande. Hvornår skal EU udvides igen? Rumænien og Bulgarien er de to næste lande i køen - efter planen skal de optages i 2007, men særligt Rumænien har problemer med at opfylde betingelserne. Kroatien ventes at begynde forhandlinger næste år. Tyrkiet tripper også for at komme ind, men EU har endnu ikke besluttet at indlede forhandlinger, og når det sker, vil der formentlig stadig gå 10-15 år, før landet eventuelt bliver EU-land.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her