Kaos på designskoler

Lyt til artiklen

Efter at have knoklet med sin ansøgning i månedsvis fik Sofie for 14 dage siden afslag på at komme ind på enten Danmarks Designskole i København eller Designskolen i Kolding. Men nu får hun pludselig en chance til. De eftertragtede uddannelser havde nemlig afvist Sofie og godt 469 andre ansøgere ud af i alt 1.691 ansøgere alene på baggrund af deres karaktergennemsnit på studentereksamensbeviset. Men det må skolerne ikke. Ifølge den nye optagelsesbekendtgørelse, som er trådt i kraft i år, har alle elever med en adgangsgivende gymnasial eksamen ret til at komme til optagelsesprøven, der løber over to dage. »Der er sket en fejl på skolerne, fordi der har været misforståelse omkring reglerne. Danmarks Designskole har kun taget dem ind til prøve, som havde det højeste karaktersnit i første omgang, men nu indkalder vi alle dem, der har krav på en optagelsesprøve«, siger kontorchef i Kulturministeriet Charlotte Wilhelmsen, som påtager sig skylden for de uklare regler. 'Sofie', som gerne vil være anonym for at sikre sig uvildig bedømmelse ved den nye prøve i næste uge, føler dog, at forløbet er meget karakteristisk for den måde, skolerne behandler ansøgere på. »Det har været smadderforvirrende. Jeg har ikke kunnet få oplysninger om noget som helst, når man ringede ind for at høre om den nye optagelse. Jeg har forsøgt de sidste tre måneder at få svar og er blevet kastet rundt fra den ene studievejleder til den anden uden at få nogen svar«, siger hun. Hun søgte også ind i fjor, hvor hun kom til optagelsesprøve. I år er designskolerne blevet underlagt Den Koordinerede Tilmelding, hvorfor eleverne kan søge ind på deres studentereksamensbevis eller på baggrund af en mappe med egne produktioner i. Sofie havde et snit på 8,7, men brugte også godt tre måneder på at forberede en mappe, da hun blev oplyst om, at man skal have mindst 9,3 for at komme ind på beklædning. »En god ven lavede også en mappe, men han fik besked på, at den kunne han godt tage med igen, fordi han havde så højt et snit«, siger hun. Ressourcespild Ifølge rektorerne på de to designskoler, Gösta Knudsen og Birte Sandorff, bliver de nye prøver nu vurderet sammen med de 613, der allerede har aflagt optagelsesprøve. Men de understreger begge, at det nye system bør ændres, fordi der skal bruges alt for mange kræfter på optagelsesprøver, hvis alle knap 1.691 får lov til at aflægge den to dage lange prøve, der består af syv opgaver og en personlig samtale. »Det er et problem for os, hvis vi skal tage 1.691 ind til prøve. Så skal vi ud at leje lokaler og bruge masser af lærerårsværk på at lave en bedømmelse af dem«, siger Gösta Knudsen. Birte Sandorff henviser til, at det er urimeligt at bruge så mange ressourcer på optagelse for unge, der ikke har en chance for at komme ind. »Optagelsesbekendtgørelsen har sat sig mellem to stole. På Arkitektskolen kommer man ind på gennemsnit alene eller via optagelsesprøve. Her skal alle til prøve, og det er derfor, fejlen opstår«, siger Birte Sandorff. Rektorerne sætter sig nu sammen med embedsmænd i Kulturministeriet for at gøre reglerne helt klare.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her