Kronprinsessen kneb en tåre

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Kronprins Frederiks tale til sin brud var en meget personlig kærlighedserklæring. »Den udstråling, du har, skinnede klart og stærkt for mig fra vores første møde. Siden da er jeg blevet forblændet og afhængig af den. Mit liv var indtil da en stræben efter at skabe en større selvstændighed, uden at indskrænke mit råderum. Mine muligheder var store, og min verden ofte ensom«, sagde kronprinsen. »Den glæde og styrke, du giver mig, er som solen i dagtimerne, der med sit skær slår al tvivl og mørke i jorden. Og som månen i natten lyser du, vågende med et fagert skær af mildhed, som fratager mørkets symboler deres drillende og indbildske spillerum«, sagde Frederik og kiggede direkte på Mary, som gengældte hans blik. »Dette øjeblik er "os" to - nye sammen, unge sammen, uskyldige sammen, forelskede sammen - bare sammen. Du giver mig tryghed, glæde og lykke. Jeg elsker dig, Mary - kom lad os gå, kom lad os se - gennem tusind verdener venter vægtløs kærlighed«. Og således, med et direkte citatet fra en sang fra Lars H.U.G.'s plade "Kysser himlen farvel" sluttede Frederik sin tale til sin brud, som kvitterede med en rørt tåre. Midt for ved det 42 meter lange hovedbord sad brudeparret. Kronprinsessen i sin smukke elfenbensfarvede brudekjole, og kronprinsen i søværnets gallauniform. Ved hver deres side prins Henrik og dronning Margrethe. Hovedbordet og de syv tilstødende borde var pyntet med tusindvis af roser, nelliker og latyrus i røde nuancer. Hele det 1400 kvadratmeter store telt opført bag slottet var indhyllet i en duft af dansk forår. Rosende ord til Mary i talerne Middage i kongehuset er traditionelt kortere end hos andre danske familier, og det gjaldt også aftenens bryllupsmiddag. Her var ingen lejlighedssange, men fire taler: Først prins Henrik med en kort velkomsttale, så dronningen, brudens far og til sidst kronprins Frederik. Danskerne har modtaget deres nye kronprinsesse, Mary, med begejstring. Ikke alene som kronprins Frederiks brud, men også for hendes egne egenskaber, sagde dronning Margrethe i sin tale under middagen. »Sådan som vi, hendes svigerforældre, har lært Mary at kende, er vi kommet til at holde af hende og beundre hende. Hun besidder en indre styrke, og hun udstråler en ro og en varme, som skaber tillid«, sagde dronningen henvendt til Mary's far, John Donaldson. Kronprinsesse Marys far, John Donaldson, sagde i en meget veloplagt og humoristisk tale, at Mary i sin opvækst var meget præget af både sin mor, Henrietta, og sin bedstemor, Mary. »Hun har ivrigt grebet enhver lejlighed til at udvide sin horisont, og hun har udviklet sig til en vidunderlig kvinde med mange smukke egenskaber. Henrietta ville have været meget lykkelig på Marys vegne her på hendes store dag«, sagde John Donaldson med henvisning til Marys mor, der døde i 1997. Bryllupskagen måtte vente Efter flere timers venten på Fredensborg Slot, kunne gæsterne endelig sætte sig til bords, hvor de blev budt velkommen af brudgommens far, prins Henrik. Forsinkelsen betød, at kaffen og bryllupskagen måtte vente, for brudevalsen skal efter traditionen danses inden midnat. På slaget 23.58 valsede det nygifte kronprinspar ud på dansegulvet til stor jubel for de 418 inviterede gæster på Fredensborg.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her