Au pair-boom blandt danske familier

Lyt til artiklen

Den moderne familie skal kunne meget. Karrieren skal passes, ungerne må ikke være de sidste, der bliver hentet fra daginstitutionen, og der skal være overskud til at producere hjemmelavet ravioli en masse i det nye italienske køkken. Hvis tiden ikke rækker, kan man for eksempel vælge at få en au pair i hjemmet, det vil sige en ung pige i huset, som regel fra udlandet. Det gør stadig flere danske familier. Fra 104 til 1.233 Antallet af udenlandske au pairer i Danmark er steget støt de sidste ti år. Ifølge tal fra Udlændingestyrelsen er tallet vokset fra 104 personer i 1993 til 1.233 i 2003. I de sidste fem år er tallet fordoblet. De danske familiers stigende interesse i at få au pair bekræftes af Vera Sørensen, daglig leder i formidlingsbureauet Au Pairs International, og Mariina Suvalova Andersen, initiativtager til bureauet Danest-Kultur i Århus. Dog bliver der udvekslet lidt færre unge danske kvinder som au pair internt i Danmark, fortæller Vera Sørensen. En vigtig årsag til stigningen er, at au pair i dag er for alle slags familier og ikke kun for familier med masser af penge. Fifty-fifty-fordeling »Førhen boede de fleste af mine kunder i Charlottenlund. Nu vil jeg sige, at kunderne er fordelt fifty-fifty mellem ganske almindelige og rige familier«, siger Mariina Suvalova Andersen. Begge bureauer fortæller, at de fleste familier begrunder beslutningen om at få au pair med, at de gerne vil have mere tid og frihed i hverdagen. Paradoks Der er et behov for andre måder at organisere sig på, fordi vi prioriterer både vores arbejde og vores familie meget højt. Det siger Steen Hildebrandt, professor og ph.d. ved Handelshøjskolen i Århus. »Vi vil så gerne både karrieren og familien. Det har givet en tendens til, at flere børnefamilier gerne må gøre noget ekstra for at få det hele til at fungere. Og i den sammenhæng er det en oplagt ide at få en au pair«, siger Steen Hildebrandt. Forældre arbejder mere end fuld tid Det bygger han på tidligere undersøgelser fra blandt andre Socialforskningsinstituttet (SFI), der viser, at to ud af tre voksne børnefamilier ser et lykkeligt familieliv som noget af det vigtigste for at have det godt. Men samtidig arbejder 95 procent af forældrene mere end 36 timer om ugen. De lange arbejdsdage kunne selvfølgelig forklares med nødvendighed og ikke arbejdsiver, men ifølge nye tal, også fra SFI, ønsker to tredjedele af folk på arbejdsmarkedet faktisk ikke at arbejde mindre. Det gælder også børnefamilierne. Paradokset er slående, og her er det ifølge Steen Hildebrandt, at vi må finde på nye måder at organisere hverdagen på. »Nogle måder at klare tingene på kan virke kunstige, for eksempel når en familie bestiller et firma til at arrangere børnefødselsdag - de oursourcer begivenheden. Men i forhold til at inddrage en ekstra person i hjemmet, eksempelvis en hushjælp eller au pair, er det mere et spørgsmål om, at kernefamilien udvider og tilpasser sig«, siger han. Barnets behov Der er ikke herhjemme forsket i, hvad det kan betyde for et barn at blive passet af en au pair, der som regel ikke har nogen form for pædagogisk uddannelse. Ifølge lektor og ph.d. Bente Jensen fra Danmarks Pædagogiske Universitet er det vigtigste for barnet at være sammen med en voksen, der ved, hvad børn har brug for, og som »ser og hører barnet«. »Når hverdagen er alt for opsplittet, og der er fuld fart på, kan det godt være svært at give børnene meget opmærksomhed. Så hvis en au pair formår at sætte sig ind i børns behov, vil det være en fordel for barnet at kunne komme lidt tidligere hjem fra institutionen og ikke skulle dele den voksne med andre børn«, siger Bente Jensen. En au pair får ikke løn, men skal have eget værelse, fri kost og logi samt minimum 2.500 kroner om måneden i lommepenge. De fleste kommer fra Østeuropa og Filippinerne.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her