Uden stærke regioner kan Danmark miste EU-millioner

Lyt til artiklen

'Regionernes Europa' er mere end et slagord blandt EU's 25 medlemslande. EU-kommissionen har en stribe programmer målrettet mod regioner, så hvis VK-regeringen gør alvor af at nedlægge amternes tekniske forvaltninger, så risikerer Danmark at gå glip af mange millioner kroner til miljø, natur, trafik, fysisk planlægning, udvikling og andre temaer, der går på tværs af kommune- og landegrænser. »Hvis regeringen fjerner amterne som regionale dynamoer, så giver det Danmark et alvorligt handikap i forhold til at udnytte EU-penge«, advarer Mogens Michael Møller, der som biolog i Fyns Amt deltager i flere EU-projekter under det såkaldte Interreg-program. »Kun de meget store kommuner kan trække den slags projekter gennem EU-systemet«, siger international koordinator Helle Knudsen fra Vejle Amt. Hun tvivler på, at staten vil indgå i den slags forpligtende samarbejde, som amterne har skabt med private virksomheder og udenlandske partnere. Enorm pengekasse Få danskere har formentlig hørt om Interreg, der er en enorm pengekasse med 36 milliarder kroner at gøre godt med fra 2000-2006. Interreg er et vigtigt middel til teknisk og praktisk samarbejde blandt meget andet også omkring miljøet i Østersøen og Nordsøen. Programmet er, som navner viser, målrettet mod regioner, og alt tyder på, at Interreg vil blive forlænget og styrke med endnu flere penge efter 2006. En af grundideerne bag EU er at smelte landene tættere sammen. En å stopper ikke ved den dansk-tyske grænse, så det skal en bus eller en erhvervsudvikling heller ikke. Regioner bør styrkes Mogens Michael Møller har svært ved at forestille sig, at en lettere udvidet Svendborg Kommune eller staten vil tage de store initiativer til regionalt samarbejde for eksempel med Slesvig-Holsten. »Danmark har små regioner (amterne, red.), så for mig at se må løsningen være at styrke regionerne, så fysisk planlægning, erhvervsudvikling og overvågning af naturen bliver på et regionalt plan. De andre lande misunder os, at det i dag ligger ét sted«, siger Mogens Michael Mølle. Han samarbejder for eksempel med Slesvig-Holsten, polske Gdansk, russiske Kaliningrad, Vasa-området i Finland og to len i Sverige om, hvordan EU's meget ambitiøse vandrammedirektiv kan sikre renere vand i Østersøen, der årligt plages af iltsvind. Vejle og Toscana Ringkjøbing Amt satser på at blive et internationalt videnscenter for nye energiteknologier, Viborg Amt er vært for et EU-miljøsamarbejde omkring Nordsøen, og Vejle Amt er netop blevet udpeget til at deltage i et projekt under EU's forskningsprogram sammen med Toscana i Italien og Västra Götaland i Sverige. Vejle Amt påpeger, at EU satser stærkt på regionalpolitikken. Konkret skal Vejle Amt nu fortælle italienere og svenskere om, hvordan det er lykkedes at skabe it-partnerskabet Egion, hvor blandt andet jern- og metalindustrien lærer at bruge robotter. »De nye EU-lande bliver opfordret til at skabe regional udvikling. Det sker uanset hvor små landene er, så EU-medlemskab ikke kun handler om hovedstaden«, siger Helle Knudsen fra Vejle Amt, der i samarbejde eksempelvis med Tjekkiet forsøger at koble teknologiudvikling med en anden enorm EU-kasse: Strukturfondene. »Traditionelt fabriksarbejde udfases både i nye og gamle EU-lande, så de er nødvendigt med teknologisk nyskabelse over alt i EU«, siger Helle Knudsen. Naturforening er imod Danmarks Naturfredningsforening er en arg modstander af at fjerne det regionale led i natur- og miljøpolitikken. Foreningen mener, at det vil give en ringere beskyttelse af naturen - og koste dyrt. DN-præsident Poul Henrik Harritz har bemærket, at Danmark via de økonomisk klemte amter får betydelige indtægter via EU-samarbejde. »Det frygter jeg går fløjten, hvis amterne nedlægges«, siger Poul Henrik Harritz Slutspil om det tekniske område Folketingets partier har intense forhandlingerne - også om det tekniske område. Miljøminister Hans Christian Schmidt (V) erkender, at samspillet med EU's regionalpolitik ikke er afklaret. »Alt det, der ikke kan ligge i kommunerne, skal ligge i staten. Det kan måske være i Skov- og Naturstyrelsens seks landsdelscentre, men så langt er vi ikke kommet«, siger Hans Christian Schmidt. Han mener, at regeringen foreslår en model, der forstærker statens indsats på natur- og miljøområdet, sikrer mindst samme beskyttelsesniveau som i dag, styrker kommunernes faglige kvalifikationer, forenkler og løser opgaverne tættere på borgerne Både græsrødder og opposition mener, at amterne/regionerne skal bevares: »Det er helt afgørende, at planlægning, erhvervsudvikling, miljø og natur forbliver i regionerne«, siger SF's miljøordfører, Jørn Jespersen, der mener, at regeringen har et troværdighedsproblem over for vælgerne, hvis den »i huj og hast« gennemfører »en omvæltning, der vil få meget store konsekvenser for natur og miljø«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her