Finansminister Thor Pedersen er tilfreds med Velfærdskommissionens første debatoplæg "Fremtidens velfærd kommer ikke af sig selv". Han håber, det vil danne grundlag for en "fordomsfri debat med befolkning, organisationer og erhvervslivet". »Det er væsentligt, at vi drøfter, hvordan perspektiverne ser ud for det danske samfund over de næste 20 til 40 år. Selv om det må anerkendes, at den viden, vi har, selvfølgelig aftager, jo længere vi ser ud i fremtiden. Dansk økonomi er sund og robust. Derfor er hovedopgaven, hvordan vi på længere sigt fastholder og fordeler den øgede velfærd«, siger finansministeren i en pressemeddelelse. S: Ikke grund til tilfredshed Socialdemokraterne mener derimod ikke, at finansministeren og regeringen har grund til at tage debatoplægget så roligt. Regeringens politik er en bombe under velfærdssamfundet, konkluderer Socialdemokraternes finansordfører, Nicolai Wammen, efter at have set oplægget. »Velfærdskommissionen peger på en række udfordringer til velfærdssamfundet, og fra Socialdemokraternes side er vi meget optaget af, at vi skaffer folk i arbejde. Vi skal have arbejdsløsheden ned og beskæftigelsen op. Et helt centralt tema i dette er at investere markant i uddannelse og forskning«, siger Nicolai Wammen til Ritzau. Han havde gerne set, at Velfærdskommissionen havde arbejdet med en "mere bred tilgang til emnet", men roser kommissionen for at pege på en række vigtige problemstillinger. »Kommissionen rejser nogle advarselslamper, men erkender også selv, at jo længere ud i fremtiden man kommer, jo større usikkerhed er det behæftet med«. R: Ikke bare en studiekreds Regeringen bør opfatte Velfærdskommissionens oplæg som andet og mere end en studiekreds. Det siger den radikale finansordfører, Morten Helveg Petersen, som mener, at kommissionens nye debatoplæg leverer et klart bevis på behovet for reformer. »Jeg kan se på regeringens kommentarer, at man betagter det som et debatoplæg. Problemet er bare, at det er alt for alvorligt at betragte det som debatoplæg og studiekreds. Jo længere tid der går, inden politikerne tager mod til sig, desto dyrere bliver det«, siger Morten Helveg Petersen til Ritzau. Han mener, at oplægget sort på hvidt dokumenterer, at "det er en uholdbar kurs, vi er inde på". V: Vi er i gang Regeringen er allerede i gang med reformer, så vi ikke behøver at gribe til drastiske indgreb senere. Det siger Venstres finanspolitiske ordfører Kristian Jensen. »Jeg anerkender, at der er en udfordring i, at der kommer flere ældre. Men vi er allerede godt i gang med at lave reformer, så vi ikke behøver at gribe til drastiske indgreb senere. Så hellere gradvise reformer nu, og det er det vi er startet på«, siger Kristian Jensen. Finansordføreren henviser til, at regeringen foreløbig har fjernet den aldersgrænse, der tvang folk på pension og stoppet væksten i de offentlige udgifter. Kristendemokraterne: Væk med efterlønnen Efterlønnen skal afskaffes fra 2020, og der er ikke råd til at give befolkningen skattelettelser. Det siger Kristendemokraterne på baggrund af Velfærdskommissionens nye debatoplæg, som blev offentliggjort mandag. »Vi er nødt til at tage kommissionens arbejde alvorligt. Og det gør vi altså ikke ved at køre videre, som om intet er hændt. Hvis vi skal bevare et godt velfærdssystem, er det nødvendigt at komme væk fra tanken om at bevare efterløn. Der er ganske enkelt ikke råd til ordningen«, siger Kristendemokraternes politiske ordfører, Mogens Nørgård Pedersen. Kristendemokraterne fastholder, at det skal være slut med efterløn fra 2020. Og partiet kalder "folketingspartiernes kapløb om det mest intelligente skattestop" for "det rene galimatias".
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























