Indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen kan ikke hvile hovedet på sine partikollegers skuldre efter sammenbruddet i forhandlingerne om den nye kommunalreform. Baglandet forlanger, at han går tilbage til forhandlingerne med oppositionen og arbejder for et bredt forlig. Oppositionen skulle gå med til, at antallet af regioner låses fast på fem, at regionerne ikke får ret til skatteudskrivning, og at regionerne ikke får egentlige driftsopgaver. Efter at Socialdemokraterne, de radikale og SF forlod forhandlingerne, bebudede indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (V), at han ville bruge natten på at tænke mulighederne igennem. »Nu er der én af to muligheder: Enten at vi skrinlægger projektet, eller at vi drøfter videre med de partier, som kan acceptere vores udspil«, sagde Lars Løkke Rasmussen efter sammenbruddet. Han vil ikke udelukke, at regeringen bruger sit flertal med DF, "men regeringen ser det som en selvstændig fordel at få et bredt flertal", siger han til TV 2-Nyhederne. Ministermøde på morgenkvisten Regeringen holdt ministermøde til morgen, og ved middagstid afgør VK-regeringen på et møde i det såkaldte koordinationsudvalg, om kommunalreformen nu skal skrinlægges, om forhandlingerne med opposition skal genoptages, eller om regeringen (V) skal bruge sit snævre flertal med Dansk Folkeparti til at få vedtaget sit allerede fremlagte forslag. Men ifølge fremtrædende Ventrepolitikere bør ministeren tage fat på onsdagens møder med et nyt forsøg på at nå et bredt forlig. Amtsrådsforeningens formand ærgrer sig Formanden for Amtsrådsforeningen, Venstre-manden Kristian Ebbensgaard, har svært ved at se en reform uden Socialdemokraterne: »Et bredt flertal er en absolut betingelse, hvis en reform skal fungere på en ordentlig måde til borgernes tilfredshed«, siger Kristian Ebbensgaard til Ritzau. »Jeg konstaterer, at det er Socialdemokraterne, der har støttet de forslag, som vi i Amtsrådsforeningen er kommet med. Jeg ønsker at få en indretning af det danske samfund, som stadig bygger på brede løsninger, når man laver noget, som har så vidtrækkende betydning for mange borgere. Det er stadig utroligt vigtigt, at en aftale har en bred basis i Folketinget«, siger Ebbensgaard. KL: Advarer mod udvanding Formanden for Kommunernes Landsforening (KL), Ejgil W. Rasmussen (V), beklager sammenbruddet men advarer samtidig mod, at forhandlingerne ender med en udvandet reform. »Jeg håber, at parterne besinder sig og vender tilbage til forhandlingsbordet igen, men hvorvidt der er tale om et reelt sammenbrud, er det svært at vurdere, når man står udenfor«, siger han til Ritzau. Venstres amtsborgmester i Sønderjyllands Amt, Carl Holst, siger: »Man skal hverken stille ultimative krav eller gøre sig til dommer for os, der ikke har været med i forhandlingerne«. Sammenbrud med vilje Viborgs socialdemokratiske amtsborgmester Bent Hansen anklager indenrigsministeren for "at have ønsket et sammenbrud" og sår tvivl om, hvorvidt regeringen overhovedet er interesseret i et bredt forlig. »En regering, der kan finde på at gå i krig med et snævert flertal, kan også finde på at ændre det kommunale landskab med et snævert flertal«, siger Bent Hansen til Ritzau.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























