Grønland siger fortsat nej til missilforsvar

Thulebasen med den store radar. - Arkivfoto: Finn Frandsen
Thulebasen med den store radar. - Arkivfoto: Finn Frandsen
Lyt til artiklen

Det grønlandske landsstyre nedtoner rækkevidden af den nye aftale med USA om Thuleradaren. Landsstyreformand Hans Enoksen fra det socialdemokratiske Siumut siger, at Grønland ikke har accepteret, at radaren kan bruges i det missilforsvar, som amerikanerne vil opbygge. »Det, som Grønland har sagt ja til, er en modernisering af radaranlægget i Thule. Grønland siger nej til missilforsvaret. Hvis det skal etableres, skal der laves en ny aftale. Grønland har ikke drøftet missilforsvar eller noget, der har med missiler at gøre«, siger Hans Enoksen. I sidste uge godkendte landsstyret og landstingets udenrigs- og sikkerhedspolitiske udvalg aftalen, der består af tre dele. Ud over en modernisering af den gamle forsvarsaftale er der aftaler om økonomisk-teknisk samarbejde og om miljø. Afgørelse fredag Fredag tager Folketinget stilling efter en forespørgselsdebat onsdag. Her understregede udenrigsminister Per Stig Møller (K) forbindelsen mellem moderniseringen af Thuleradaren og etableringen af et missilforsvar. »En opgradering af Thuleradaren er et væsentligt led i opbygningen af det begrænsede missilforsvar, som USA har truffet beslutning om«, sagde udenrigsministeren. Landsstyreformanden overværede folketingsdebatten, hvor der var bred opbakning til aftalen. Flere partier lagde vægt på, at Grønland har været med til at forhandle aftalen, og at landsstyret har godkendt resultatet. Landsstyreformanden siger, han er enig med udenrigsministeren. Men Hans Enoksen udlægger alligevel aftalen noget anderledes end Per Stig Møller og de danske politikere. »Landsstyret siger nej til, at missilforsvaret skal bruges til krigsinstrument. Hvis Thuleradaren skal bruges i en krigssammenhæng, skal Danmark og Grønland først spørges, om det må ske«, siger Hans Enoksen. Men betyder aftalen ikke, at I giver tilladelse til, at Thuleradaren kan bruges som led i et missilforsvar? »Grønland har taget stilling til en opgradering af Thuleradaren, men ikke til noget vedrørende missilforsvar. Jeg vil ikke kommentere noget, som ikke har været på tale«. Kan man adskille opgraderingen af radaren fra brugen af den i et missilforsvar? »Man skal skelne mellem Thuleradaren og missilforsvaret«. Kan USA ikke bruge den opgraderede Thuleradar til det første, begrænsede missilforsvar, det vil opbygge? »Det er blevet oplyst over for landsstyret, at det er selve radarens kapacitet, der skal udvides«, siger Hans Enoksen. Retssag svigtes ikke Hans Enoksen afviser, at landsstyret med aftalen svigter den retssag om retten til baseområdet, som Thuleboerne fører. De har netop indbragt sagen for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol med krav om at få tilbagegivet det jagt- og fangstområde, hvor basen ligger. Thuleboernes advokat, Christian Harlang, har kritiseret landsstyret for at løbe fra et løfte om at støtte sagen. Han har sagt, at aftalen med amerikanerne virker som salt i et sår, og at aftalen bør sættes i bero, indtil der foreligger en afgørelse fra menneskerettighedsdomstolen. »Landsstyret har ikke skiftet holdning« Hans Enoksen afviser kritikken: »Landsstyret har ikke skiftet holdning. Vi respekterer, at Thuleboerne fører deres sag videre. Landsstyret har aldrig lovet økonomisk støtte til sagen. Men de har bedt om moralsk støtte, og det har landsstyret givet. Jeg har stor respekt for deres sag og for, hvad de gør. Jeg er overbevist om, at aftalen med USA også vil have en positiv effekt for dem«, siger landsstyreformanden. Hans Enoksen mener, der vil blive ansat flere grønlændere på basen, og det vil give øgede skatteindtægter, som også vil komme Thuleboerne til gode.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her