EU kritiserer dansk klimapolitik

Lyt til artiklen

Danske kraftværker - og elkunder - kan se frem til et CO2-smæk fra 2008. Strømprisen risikerer at drøne i vejret, fordi elselskaberne pludselig skal mindske sine udslip af drivhusgasser dramatisk. Brev til Bruxelles Indtil efter næste valg vil VK-regeringen imidlertid fastholde, at kraftværker og andre CO2-forurenende industrier skal drive forretning under lempelige vilkår, fremgår det af brev til EU-kommissionen. Brevet fra VK-regeringen blev sendt til Bruxelles som en reaktion på en stribe skrappe spørgsmål. EU's embedsmænd borer især i, hvordan Danmark agter at udfylde et kæmpestort hul mellem store udslip i 2005-2007 og krav om betydeligt lavere udledninger i 2008-12. EU kræver også en forklaring på, hvorfor Mærsk Olie og Gas og andre olieproducenter er begunstiget med gavmilde CO2-kvoter. Miljøministeren ikke forskrækket Miljøminister Hans Christian Schmidt (V) siger, at han »ikke er blevet forskrækket over tonen« i spørgsmålene fra EU-kommissionens klimakontor. Tværtimod glæder ministeren sig over, at kommissionen anlægger en kritisk linje, så der kan skabes fælles spilleregler på det nye EU-marked for handel med CO2-værdipapirer. »Jeg regner med, at EU-kommissionen godkender vores plan«, siger Hans Christian Schmidt, men det tvivler andre på. WWF Verdensnaturfonden ser et mønster på tværs af EU-landene: Ligesom Danmark forsøger de fleste - med Italien i spidsen - at slippe så billigt som muligt ved at uddele så høje gratis CO2-forureningstilladelser som muligt. »EU's flagskib på klimaområdet - handel med CO2-kvoter - sejler den forkerte vej. Danmark bidrager til den gale kurs«, siger klimakoordinator Lars Georg Jensen fra WWF Verdensnaturfonden. I Danmark er sagen særlig aktuel, for VK-regeringen håber på at få sit forslag til fordeling af CO2-kvoter endelig vedtaget i Folketinget i morgen. Hvis det sker, så ved for eksempel Elsam, Energi E2, Mærsk Olie og Gas, Aalborg Portland og andre danske virksomheder, hvad de har at rette sig efter de næste tre år. EU klemt Det lykkedes ikke i går at få en kommentar fra EU's miljøkommissær, Margot Wallström, men hun har tidligere udtrykt skuffelse over mange af EU-landenes klimaplaner. Samlet vil de ikke sikre, at EU som lovet over for FN får mindsket sine udslip af drivhusgasser med 8 procent frem til 2012, lyder vurderingen i Bruxelles. Over for Danmark har EU i et brev sat 21 spørgsmålstegn og krævet svar senest 28. maj. EU undrer sig meget direkte over, hvorfor regeringen har givet kraftværker, industri og olieselskaber flere CO2-kvoter for årene 2005-07, end de har brug for til at dække deres aktuelle udledninger. Først fra 2008 vil det danske udslip falde dramatisk, men EU-kommissionen mener ikke, at Danmark har gjort rede for, hvordan det skal ske. Efter pres fra oppositionen afleverede regeringen sine svar onsdag. »Det er uhørt at haste en lovgivning igennem, inden sagen er på plads med EU-kommissionen«, siger energiordfører Martin Lidegaard (R). »Jeg har den mistanke, at nogle ministre håber på, at FN's Kyoto-aftale falder til jorden«, tilføjer han. »Danmark er med til at undergrave EU's vigtigste klimapolitiske redskab«, siger energiordfører Anne Grete Holmsgaard (SF), der opfordrer regeringen til at bruge sommeren på at lave en ny klimastrategi. EU's miljøagentur i København har i sin årlige statusrapport om miljøets tilstand i Europa peget på, at de økonomiske tab som følge af et varmere og mere ustabilt klima vokser. Miljøagenturets advarsel lyder bl.a., at der kan blive tale om op mod ekstra 6,3 grader i år 2100, hvis ikke udslippet af CO2 og andre drivhusgasser mindskes betydeligt. Den globale opvarmning har især taget fart de seneste 20 år, hvor vækstsæsonen i Europa er forlænget med ti dage. Til gengæld er alle gletsjere i Europa - på nær de norske - på kraftig retur.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her