Er det ulovligt at forbyde rygning i Vejle Amt ? Det skal Folketingets Ombudsmand nu tage stilling til efter amtet i slutningen af april vedtog et totalt rygestop for amtets 12.000 ansatte fra 1. januar 2006. Frem den dato er det ikke engang tilladt at tænde en smøg udenfor, mens man er på arbejde for amtet. Indgreb i den personlige frihed Forslaget blev vedtaget med 22 stemmer mod ni, men nu vil det radikale amtsrådsmedlem Dorte Rørbye have ombudsmanden ind i sagen. »Jeg ønsker at få belyst, om det kan accepteres, at man så at sige griber ind i den personlige frihed, for eksempel ved at bestemme over folk i den grad - også i deres pauser. Følgerne kunne blive, at man i andre forhold griber ind i folks personlige valg langt ud over, hvad jeg anser for rimeligt i forholdet mellem arbejdsgivere og arbejdstagere«, skriver politikeren til Folketingets ombudsmand ifølge TV2 Syd. Flere af Vejle Amts institutioner har allerede gennemført røgfrihed for personalet i arbejdstiden. På Kolding Sygehus har de ansatte ikke måttet sætte ild til smøgerne siden 1. juli 2003, og på Horsens Sygehus har der været rygeforbud i arbejdstiden siden 1. maj 2004. Kritik af rygeforbud Forbundet af Offentligt Ansatte er tilfredse med at Folketingets Ombudsmand nu bliver inddraget i sagen. »Det er en bekymrende udvikling, nærmest amerikanske tilstande. Et totalt rygeforbud er ikke en rimelig udvikling i et samfund, hvor det fortsat er tilladt at ryge«, siger formand for FOA Dennis Kristensen til kanal 94. Flere andre steder end i Vejle Amt er der vedtaget rygeforbud. I Storstrøms Amt bliver det fra 1. september forbudt at ryge på sygehusene, og i Brøndby Kommune er det vedtaget, at de ansatte fra 1. januar 2005 skal kvitte tobakken i arbejdstiden.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























