Politikerne vil lamme pressen

Lyt til artiklen

Mediernes indflydelse på, hvilke sager der skal behandles bag Christiansborgs mure, bliver større og større, og de danske folketingsmedlemmer er langtfra tilfredse med mediernes arbejde. 'Forbavsende' magt De ønsker pressens indflydelse svækket og vurderer, at mediernes magt efterhånden ligger på linje med regeringens. »Det er forbavsende, at pressen i dag bliver opfattet som en så magtfuld politisk aktør. Det strider imod den traditionelle opfattelse af pressen som en arena, som stilles til rådighed for andre. Den forestilling må man simpelthen til at vænne sig af med«, siger Torben K. Jensen, lektor i statskundskab ved Aarhus Universitet og forfatter til den kommende del af Magtudredningen, 'De folkevalgte', som kommer i handlen fra på fredag. Frank Jensen: Pressen skævvrider Langt de fleste folketingspolitikere udnævner journalisternes stigende magt som den mest bekymrende risiko for fremtidens arbejde i Folketinget. »Pressen går bevidst efter konflikterne, og det betyder, at medierne interesserer sig mindre for mig og mit parti, hvis ikke vi kan levere konflikten. Det skævvrider den politiske debat«, fortæller forhenværende justitsminister for Socialdemokraterne, Frank Jensen. Han husker blandt andet en episode, hvor et tv-hold kom hen til ham med rullende kameraer og ville have bekræftet en konflikthistorie. Da han ikke kunne bekræfte konflikten, pakkede tv-holdet grejet sammen og gik videre, indtil de fandt en, der bekræftede historien. Og så blev den bragt i tv. Had og kærlighed Politikerne har skullet vurdere tolv politiske aktører. På spørgsmålet 'Angiv ved hjælp af nedenstående skala henholdsvis, hvor stor indflydelse, du mener, følgende organisationer/grupper har, og hvor stor indflydelse, du mener, de bør have i det danske samfund', svarer politikerne, at medieverdenen er den branche, hvis magt politikerne mener er mest uberettiget, og er den institution, de folkevalgte ønsker sig svækket mest. Frank Jensen mener ikke, at man skal tage ønsket om at svække pressens magt alvorligt, men mener, at medierne skal tænke sig om. »Det er det gamle had-kærlighedsforhold, der spiller ind. Ingen politiker kunne finde på at gå længere end den medieansvarslov, vi har i dag. Men pressen må efter denne undersøgelse lave en selvransagelse og se på, om de er for sensationslystne og konfliktorienterede«, siger han. Pressens magt vil vokse Per Rystrøm har været pressechef for Socialdemokraterne og er i dag kommunikationskonsulent. Han mener ikke, at pressens magt vil aftage, men vurderer tværtimod, at den vil stige yderligere. Rystrøm mener ikke, at politikerne har mulighed for at sige fra over for at køre med på pressens vogn. »Journalister kommer ofte til at tvinge politikere til at handle på sager, som ikke er så store, som medierne gør dem til. Politikerne kan jo ikke bare sige nej til at handle, for så er der jo bare en fra et af de andre partier, der gør det og løber med stemmerne«, siger han. Krarup: Medier mere magtfulde end regeringen Dansk Folkepartis Søren Krarup har skrevet flere bøger om forholdet mellem politikere og presse. Han mener, at pressen har mere magt end regeringen. Derfor har Dansk Folkeparti udarbejdet et forslag om en langt skrappere medieansvarslov, som partiet vil forsøge at vinde flertal bag i Folketinget. Partiet vil have klare regler for, hvor fremtrædende en plads berigtigelser i medierne skal have. Har man hængt en mand ud på forsiden uden grund, så skal berigtigelsen være næsten lige så markant. Ifølge Magtudredningen 'De folkevalgte' mener de fleste politikere, at de landsdækkende morgenaviser dækker det politiske liv bedst, mens formiddagsaviser og tv-nyheder klarer sig dårligst.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her