Tortur og ydmygelser hverdagskost i Kandahar

Lyt til artiklen

De overgreb, den danske Cubafange blev udsat for i det amerikanske fængsel i Kandahar-lufthavnen i Afghanistan, svarer til, hvad en række andre tidligere fanger i USA's varetægt har fortalt. Fangerne har i detaljer forklaret om overgreb, som amerikanske soldater har begået mod dem. Det siger flere menneskerettighedseksperter, efter at den frigivne dansker, Slimane Hadj Abderrahmane, i en ny bog fortæller, hvordan han er blevet slået, sparket, klædt nøgen og ydmyget i den amerikanske fangelejr i Kandahar. »Flere fanger har fortalt, hvordan amerikanske soldater har taget tøjet af dem, mens de har taget billeder og råbt ukvemsord efter dem. De har også fortalt, hvordan de er blevet slået og er blevet iført poser og hætter over deres hoveder for at blokere deres udsyn«, siger Lotte Leicht, som er leder af den amerikanske menneskerettighedsorganisation Human Rights Watch afdeling i Bruxelles. Camp Flappy Human Rights Watch udsendte den 8. marts i år en rapport om de amerikanske overgreb i Kandahar. De påpegede i samme forbindelse, at forholdene i Kandahar ligner den tortur, som amerikanske soldater har udført i det berygtede Abu Ghraib-fængsel i Irak. »Blandt amerikanske soldater og fanger går fangelejren i Kandahar under navnet Camp Flappy - det sted hvor man bliver slået. Det er alment kendt, at amerikanske soldater truer fanger med at blive sendt til Kandahar, hvis de ikke opfører sig ordentligt eller samarbejder under afhøringerne«, siger Lotte Leicht. Slimane Hadj Abderrahmane blev i 2001 overført til den amerikanske lejr i Kandahar i Afghanistan, inden han havnede på Guantánamo i Cuba. Selv kalder Slimane Abderrahmane ikke amerikanernes behandling for tortur - den var langt mindre hårdhændet end den han tidligere er blevet udsat for i et algerisk fængsel. Han mener, at han blev ydmyget, fordi de amerikanske soldater ønskede at sætte sig i respekt. Human Rights Watch sendte i år sin rapport til den danske regering om overgrebene i Kandahar. Men de har stadig intet hørt fra Danmark, siger Lotte Leicht. »Når man bliver slået og sparket og bliver sat i ydmygende positioner er det en klar overtrædelse af torturkonventionerne. Regeringen bør tage de her forhold op med amerikanerne og en gang for alle understrege, at tortur ikke er noget, vi tillader«, siger hun. Dødsmetal USA's regering har været under kraftig kritik, siden det i slutningen af april måned blev dokumenteret, at amerikanske soldater torturerede fanger i det irakiske fængsel i Abu Ghraib. Men Slimane Abderrahmane siger, at han på Guantánamo aldrig hørte om gennembankede fanger i ligposer, nøgne fanger lagt sammen i bunker og fanger, der kutteklædte blev stillet op som et juletræ på en kasse. »Vi blev aldrig ydmyget i grupper. Men jeg har hørt, at amerikanerne også på Cuba udnyttede kvindelige soldater til at røre ved rettroende fanger uden erfaring med det modsatte køn«, siger han. Til gengæld blev fangerne på Guantánamo udsat for ekstrem kulde fra et klimaanlæg, hvis de ikke opførte sig ordentligt, forklarer han. Det skete i den såkaldte isolationsblok, hvor fangerne ikke havde tæpper at varme sig med. Slimane Abderrahmane fortæller desuden, at der gik historier om andre fanger fra strenge muslimske stater, som blev udsat for pornografiske billeder og høj dødsmetal-rock under forhør. Under en afhøring lod han derfor amerikanerne forstå, at hvis de begyndte at spille musik for ham, ville han bare begynde at danse. Derefter fortalte han om sin fortid som DJ i teknomiljøet i Randers. Han blev ikke selv udsat for tortur på Guantánamo, men har hørt flere andre fanger fortælle om overgreb. De værste gik ud over fanger fra Østturkestan - en mulimsk provins i Kina. 'De vidste besked' Ifølge Slimane Hadj Abderrahmane er det utænkeligt, at overgreb på fanger i amerikansk varetægt kan ske, uden at den militære ledelse ved besked. Særligt fra sin celle i Camp Delta på Guantánamo-basen kunne han på tætteste hold følge med i, hvordan alle bevægelser blev registreret af de amerikanske soldater. Hver gang en fange skulle hentes til forhør blev det skrevet ned og rapporteret videre. »Jeg tror ikke på, at den menige soldat ville turde tage ansvaret for overgreb. Enten har de gjort det, fordi de har fået frie hænder af deres generaler på Cuba, eller også er det Pentagon, der har givet ordre til det«, siger Slimane Hadj Abderrahamane.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her