Med en milliard ekstra på lommen forlod Amtsrådsforeningens forhandlere i dag ved middagstid Finansministeriet. De ekstra penge er bundlinjen i den aftale, amterne har indgået med regeringen om rammerne for næste års økonomi. Derudover har amterne fået en ekstra pose penge på godt en halv milliard - penge, der er lagt oven i den såkaldte Løkkepose, som skal bruges til at holde ventelisterne nede. 520 millioner til sundhed Hovedparten af den ekstra milliard - nemlig 520 millioner kroner - går til sundhedsområdet, og en pæn klat - det er 180 millioner kroner - skal bruges til at udvide landets gymnasier, så der er plads til de ca. 3.500 nye elever, som forventes i det kommende skoleår. Både formand og næstformand for Amtsrådsforeningen - det er amtsborgmester Kristian Ebbensgaard (V) og amtsborgmester Bent Hansen (S) - er særdeles tilfredse med aftalen, og ligeså roser finansminister Thor Pedersen (V) resultatet. Forhandlingerne er forløbet i skyggen af de sonderinger og drøftelser, der sideløbende er foregået om en forestående kommunalreform, hvor amterne står til at blive erstattet af fem sygehusregioner. »Denne aftale viser, at vi er et afgørende vigtigt led i det danske demokrati«, siger Kristian Ebbensgaard i et forsøg på at bruge det faktum, at amterne først kom i hus med en aftale, som et forsøg på at bringe fyldige regioner med mange opgaver på banen igen. Kommunernes Landsforening er endnu ikke på plads med sin aftale for næste års budgetter, men forhandlingerne fortsætter i eftermiddag og aften.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kronik af Sofie Risager Villadsen
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























