63,9 procent af de Vejle-borgere, der valgte at bruge deres stemme, ønsker, at Vejle skal høre til den såkaldte Region Midt i en ny kommunestruktur. Det var det endelige resultat, da samtlige stemmer ved Vejle Kommunes 'regionsafstemning' var optalt. Vejles borgere skulle stemme om regionsspørgsmålet samtidig med valget til EU-parlamentet. Stemte mod regeringens forslag Dermed er et klart flertal af borgerne uenige med regeringen, der tidligere i år offentliggjorde de nye regioner, der skal tage sig af sygehusdriften. I regeringens udspil til en ny regionsstruktur skal Vejle Amt deles i to. Den ene del skal høre under Region Midt, der også skal omfatte Århus og Ringkjøbing amter samt en del af Viborg Amt. Den anden del - herunder Vejle Amt - skal sammen med Ribe, Fyns og Sønderjyllands Amter indgå i Region Syd. 19 ud af Vejles 25 byrådsmedlemmer, med borgmester Flemming Christensen (SF) i spidsen, var utilfredse med placeringen. De havde opfordret borgerne til at stemme for nordløsningen. »Vejle vil helt klart være bedre stillet i Region Midt. Vi frygter, at Vejle Sygehus vil blive klemt i en sydlig region. Vi kæmper for at undgå, at mange hundrede arbejdspladser nedlægges«, siger Flemming Christensen. Arbejdspladser går tabt Han erkender, at der under alle omstændigheder vil gå cirka 500 arbejdspladser tabt ved nedlæggelsen af amtskommunen og statsamtet. »Nu er der grund til at kæmpe for arbejdspladserne på sygehuset«, siger Flemming Christensen og henviser til, at sygehusdirektøren på Vejle Sygehus, Peter Askholm Madsen, skønner, at op til 650 ekstra arbejdspladser kan være i farezonen, hvis Vejle Amt bliver delt. Derfor glæder borgmesteren sig over tendensen i optællingerne. Han ser det som et »markant udtryk« og har for nylig fået tilsagn fra flere landspolitikere om, at de vil tage Vejles afstemningsresultat seriøst og med i de fremtidige forhandlinger. Tvunget til at handle Egentlig er de fleste i Vejle enige om, at Vejle Amt ikke bør blive delt i de nye regioner. Men Horsens, Gedved og Brædstrup Kommuner, der nu er en del af Vejle Amt, er ifølge regeringens udspil med i Region Midt. Dermed havde Flemming Christensen en klar begrundelse for at afholde folkeafstemningen: »Amtet var bedre tjent med ikke at blive delt, men nu har Horsens splittet amtet, og vi var tvunget til at handle«, siger han. Byrådsmedlem i Vejle, Gert Eg (V), er ikke imod folkeafstemninger generelt, men han mener, at tidspunktet var alt andet end velvalgt. »Forhandlingerne på Christiansborg om regionerne bliver jo ikke afsluttet før en gang senere i denne uge, og politikerne i regionerne er slet ikke valgt endnu. Derfor er det helt umuligt at sige, hvilken region Vejle vil være bedst tjent med at tilhøre«, siger Gert Eg, som derfor stemte blankt i går. I alt 38,5 procent af vælgerne i Vejle brugte deres stemme til regionsafstemningen, mens 47 procent stemte ved valget til Europaparlamentet.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























