Mange danske bilister har tilsyneladende hverken respekt for deres eget eller orangeklædte vejarbejderes liv. De foreløbige tal for de forløbne to ugers trafikkampagne viser i hvert fald, at op mod en tredjedel kører for hurtigt ved vejarbejde på motorveje. Normalt er det kun hver niende eller tiende, der bliver fotograferet af den automatiske trafikkontrol, de såkaldte fotofælder. »Så op mod hver tredje er alt, alt for meget«, mener vicepolitiinspektør Leif Sørensen fra Rigspolitiets Færdselsafdeling. Slemt på Vejle-kanten Det var især ved vejarbejder på motorveje ved Århus og Vejle, at bilisterne blev blitzet med overskridelser på omkring 100 procent og flere betingede frakendelser af kørekort som følge. »En enkelt kørte 139 km/t., hvor han måtte køre 70, og skal op til teoretisk og praktisk køreprøve som temmelig mange andre - 1-2 procent af samtlige bilister på strækningen, hvor vi kontrollerede«, fortæller vicepolitikommissær John Hørning Pedersen fra Århus Politi. Ved vejarbejder på andre veje end motorveje lå enkelte overskridelser også oppe omkring det dobbelte. Og selv om det ikke var en tredjedel af bilisterne, der overskred fartgrænserne her, lå procentsatsen også her over det normale for automatisk trafikkontrol. Leif Sørensen fra Rigspolitiet tør ikke give et bud på årsagen til de høje tal. »Det kan have noget at gøre med, at folk ikke har vænnet sig til, at vi fra januar er begyndt også at lave regelmæssig automatisk trafikkontrol ved vejarbejder på motorveje. Men det burde ikke være risikoen for at blive opdaget, men menneskeliv, der afgjorde folks fart«, mener vicepolitiinspektøren. Ingen respekt Han peger, som Rådet for Større Færdselssikkerhed, på, at der ved vejarbejderne ofte er opstillet plakater med en pige med sikkerhedshjelm eller politikasket og ordlyden 'Her arbejder min far'. »Men der er tilsyneladende ingen respekt for dem, der går og arbejder derude«, siger rådets direktør, Rene la Cour Sell. Ifølge rådets undersøgelser finder mange bilister hastighedsbegrænsningerne ved vejarbejder urimelige, når der uden for arbejdstid ikke er bemanding. Men der sker faktisk lige så mange trafikulykker ved vejarbejde i tidsrummet 16-07 som i tidsrummet 07-16, hvor arbejderne er på stedet. Indsnævrede vejbaner og afspærringsmateriel er på stedet døgnet rundt, og påkører man en fast genstand med høj hastighed, kan det have alvorlige konsekvenser. De sidste fem år er der registreret 614 trafikulykker ved vejarbejde. 373 har fået personskade, og 31 er blevet dræbt. Af de 31 dræbte er 3 vejarbejdere, de øvrige 28 er bilister. »Tallene illustrerer endnu en gang, at vi danskere har en overdreven tro på egne færdigheder og usårlighed. Vi tror, at vi kører bedre, end vi gør«, mener Rene la Cour Sell.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Jeg kunne ikke lægge bogen fra mig

Kæmpestudie glæder professor: »Det er jo vanvittigt. Frygten for smerter fylder alt for meget«
Lyt til artiklenLæst op af Lars Igum Rasmussen
00:00
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























