Samfundets svageste kan muligvis i fremtiden gå hen og blive en god forretning. Socialminister Henriette Kjær (K) vil give private mulighed for at lave profit på at drive opholdssteder og botilbud for eksempelvis handikappede, unge kriminelle og psykisk syge. Det fremgår af en endnu ikke offentliggjort rapport fra Socialministeriet. Mulighed for at tjene penge I dag giver loven ikke de private bosteder mulighed for at trække overskud ud af virksomheden. Men rapporten slår fast, at socialministeren ønsker at få flere private leverandører på markedet, og at »ministeren vurderer, at markedet bliver mere attraktivt for flere udbydere ved at skabe mulighed for at tjene penge på virksomheden«. Socialministeriets rapport er blevet til i et »dialogforum«, som har opsamlet viden og erfaring om praksis på de private opholdssteder og botilbud. Udvalgets repræsentanter fra Kommunernes Landsforening, Amtsrådsforeningen og Socialministeriet er dog ikke nået til enighed om spørgsmålet om øget privatisering. Socialminister Henriette Kjær ønsker ikke at kommentere hverken rapporten eller de ideer, som bliver luftet i den. Kritik af planer Formanden for Amtsrådsforeningens socialudvalg, Orla Hav (S), er stærkt kritisk: »Vi taler om børn anbragt uden for eget hjem, handikappede og sindslidende - samfundets allersvageste, som er alt for sårbare til at blive udsat for de frie markedskræfter. Og mennesker, som har svært ved at argumentere mod de eventuelle overgreb, som kunne opstå, hvis stederne bliver drevet af nogen, der laver cool business«, siger Orla Hav. S: Sørgeligt forslag Lovgivningen forhindrer i dag, at botilbud og opholdssteder kan trække profit ud, og det bør ikke ændres, mener socialordfører for Socialdemokraterne, Sandy Brinck: »Jeg synes, det er sørgeligt, at socialministeren har en ambition om at øge privatiseringen på det her område. Jeg synes i det hele taget, det er en mærkelig indstilling at bruge skatteydernes penge på det sociale område, til at nogen kan lave profit. Der er tværtimod brug for i stedet at investere i at gøre det eksisterende bedre«, siger Sandy Brinck. Også formand for socialudvalget, Kristendemokraternes Tove Videbæk vender sig umiddelbart mod ideen: »Det er utiltalende, og jeg bryder mig ikke om det. Organisationer og enkeltpersoner, som går ind i et sådant arbejde, skal være fagligt og personligt motiverede for at hjælpe og støtte de mennesker, det handler om. Hvis man kun er interesseret i at trække profit ud, skal man bestille noget andet«, siger Tove Videbæk. Medlem af rådet for socialt udsatte, generalsekretær for Kirkens Korshær Bjarne Lennau Henriksen tager også stærkt afstand fra socialministerens ideer. »Omsorg skal ikke lægges ud i profitorienterede virksomheder. Økonomien skal være neutral - man skal ikke lave profit på samfundets svageste«, siger han. Først undervejs i arbejdet i det såkaldte dialogforum blev repræsentanter fra Kommunernes Landsforening og Amtsrådsforeningen præsenteret for socialministerens ønske om, at også liberalisering af området skulle indgå i diskussionen. Forslag vækker undren Det undrer Sandy Brinck sig over: »Vi synes, det er meget mærkværdigt, at anbefalinger i denne rapport er så politiske. Det er ikke den opfattelse, vi i socialudvalget har fået af, hvad der skulle foregå i det dialogforum«, siger Sandy Brinck. For kun få uger siden måtte socialministeren udsætte et lignende lovforslag, der lagde op til, at private virksomheder kunne tjene penge på at drive daginstitutioner. Det var ikke muligt at finde politisk tilslutning til forslaget. Formanden for Amtsrådsforeningens socialudvalg, Orla Hav (S), mistænker Henriette Kjær for at have ventet med at offentliggøre rapporten, fordi timingen var uheldig. »Hun ved, at det er upopulært. Hun ved, at der ikke er klangbund for det i befolkningen«, siger han.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























