Trods flere års økonomisk medgang er idrætsanlæggene i Københavns Kommune så nedslidte og medtagne, at der er behov for en massiv pengetilførsel for at forhindre masselukninger af hovedstadens svømmehaller, boldbaner og andre anlæg. Det mener Københavns kulturborgmester, Martin Geertsen (V), der foreslår et trecifret millionlån for at dæmme op for den massive forvitring af byens idrætsfaciliteter. »Det vil være langt billigere at låne pengene end at lade stå til. Idrætsfaciliteterne er i en nedslående stand. Vi ser resultaterne af det rundt omkring. Bavnehøjbadet måtte for kort tid siden lukke. Men det politiske system kommer hele tiden halsende efter, og det skal vi have gjort op med«, siger Martin Geertsen. »Accelererende nedslidning« Han har netop modtaget et notat om idrætsfaciliteternes stand fra kultur- og fritidsforvaltningen i Københavns Kommune. Konklusionen er, at »nedslidningen af kommunens idrætsanlæg nu er så accelererende, at det formentlig vil være økonomisk rentabelt for kommunen at anvende cirka 250 mio. kr. til en omgående genopretning af nedslidte anlæg«. Dertil kommer et behov for forebyggende investeringer på 170 mio. kr. over de næste ti år. Øremærket lån Egentlig foretrækker Martin Geertsen at finde pengene via en kombination af frasalg af kommunens værdier og inddragelse af private investorer. Sådanne modeller er imidlertid næppe politisk fremkommelige på det socialdemokratisk dominerede rådhus, og derfor forsøger han at komme den politiske hovedfjende i møde med forslaget om at låne pengene. »Der er behov for en overordnet plan på maksimalt tre til fem år, som har en klar målsætning om, hvilke anlæg vi satser på at renovere, og hvilke vi ikke gør. Den dialog ville jeg meget gerne ind i. Jeg ikke er ude i, at kommunen skal låne sig halvt ihjel, men siger blot, at der er en bedre forretning i at låne end at lade stå til«, siger Martin Geertsen. Kulturborgmester tror på opbakning I budgetforhandlingerne, der går i gang efter sommerferien, vil Venstre lancere forslaget om et øremærket lån som en mærkesag. Her har partiet i de senere år været sat uden for indflydelse, men kulturborgmesteren spår dette forslag bedre chancer. »Dette er ved at udvikle sig til en rigtig, rigtig dårlig sag for alle partier på Rådhuset. Fra alle egne af Københavns Kommune popper det op med lukningstruede anlæg«, siger Martin Geertsen. På kommunens liste over lukningstruede faciliteter befinder sig i øjeblikket over 20 anlæg med alle hånde skavanker. F.eks. skal der bruges 6,5 mio. kr. til betonrenovering i Sundby Idrætspark, og 2,1 mio. kr. til renovation af loft og bærende bjælker i Nørrebrohallen, hvor dele af loftet i fjor styrtede sammen over omklædningsrummene. Huller i banen Problemerne kender formand John Spøhr fra den amagerkanske danmarksserieklub B 1908 alt til. Han beskriver det nærmest som en hverdagsbegivenhed, at klubbens spillere vrider om på de hullede træningsbaner i Sundby Idrætspark, og helt galt blev det i foråret, da førsteholdets anfører, Jacob Nielsen, brækkede fodrodsknoglen, da han styrtede i et stort hul. »Baner og omklædningsrum er simpelthen under al kritik. Det gælder ikke bare i Sundby Idrætspark, men i hele København. Vores førstehold kommer ofte i provinsen, og her er forholdene fuldstændig anderledes. Selv i små kommuner. Det er helt entydigt«, siger John Spøhr. Kramer: Der er allerede afsat penge Det lykkedes mandag ikke at få overborgmester Jens Kramer Mikkelsens (S) kommentar til Venstres forslag, men via sin pressemedarbejder gør han opmærksom på, at der i de senere år er afsat 300 millioner ekstra kroner til idrætsområdet. »Det er altid let at bede om flere penge og det er altid let at låne penge. Men det er måske ikke altid vejen frem«, hedder det i udtalelsen fra overborgmesteren.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Anna Katrine Meyer Kristensen
Debatindlæg af Aura Elvirra Malouna Vindingberg


























