Storbyer raser over nye regionale hovedstæder

Lyt til artiklen

Landets største byer blev de helt store tabere, da regeringen og Dansk Folkeparti fordelte de regionale hovedstæder rundt om på landkortet. København, Århus og Odense må finde sig i at få henholdsvis Hillerød, Viborg og Vejle som regional hovedstad, og den fordeling udløser vrede fra de tunge drenge i de største byer. Odenses borgmester er negativ »Politik, når det er værst«, lyder det fra amtsborgmester Johannes Flensted-Jensen fra Århus Amt med henvisning til, at regionsrådene ikke selv får indflydelse på valget af hovedstad. Lige så negativ er amtsborgmester Jan Boye (K) fra Fyns Amt, der ikke fatter, at Odense er blevet forbigået: »Det har alene været et spørgsmål om at købe Vejle tilbage til Region Syd, og det kan kun betyde, at Fyn og den sydlige del af Jylland bliver udkantsområder og taber til fordel for trekantområdet«. Regeringen har valgt de fem nye regionale hovedstæder ud fra et ønske om at benytte eksisterende amtsgårde og undgå nye, dyre byggerier. Vejle blev hovedsæde Vejle har hidtil ønsket at blive underlagt Region Midtjylland, men da byens nyvundne hovedstadsstatus over Fyn og Sønderjylland gik op for borgmester Flemming Christensen (SF) fra Vejle, erklærede han sig helt og aldeles tilfreds. Anderledes ser det ud for 12 kommuner omkring Holstebro, Lemvig og Salling, som regeringen ønsker at tilknytte den tyndt befolkede Region Nordjylland. Kommunerne har fået frist til september til at finde ud af, hvor de vil hen, og gruppeformand Kristian Thulesen Dahl (DF) opfordrer dem til at afgøre tvivlsspørgsmål ved folkeafstemninger, hvis udfald han vil følge På Sjælland erklærer indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (V) Region Sjælland med Roskilde og Køge for at ligge »helt fast«. Begge byer har brændende ønsket at komme med i hovedstadsregionen, og Københavns overborgmester, Jens Kramer Mikkelsen (S), kalder beslutningen bizar. »Jeg har ikke haft fantasi til at forestille mig, at man kunne operere med en mindre hovedstadsregion end det nuværende HUR«, siger Jens Kramer Mikkelsen. Kramer vil samle fælles protest Regeringens valg af Hillerød som hovedstad for Region Hovedstaden udløser en lakonisk kommentar hos overborgmesteren. »Man har vel valgt at lægge de regionale hovedsæder dér, hvor man synes, de er bedst til at løse opgaverne«, siger Jens Kramer Mikkelsen. Han vil forsøge at samle flere af hovedstadsområdets borgmestre om en fælles protest imod den lille hovedstadsregion, og det støtter Roskildes borgmester Bjørn Dahl (V).

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her