Unge danske piger og drenge kan godt gå til fest uden at drikke sig fra sans og samling. Samtidig begynder færre unge at ryge cigaretter. Det viser en ny undersøgelse fra Sundhedsstyrelsen. Sammenlignet med tal fra 1997 har færre unge mellem 11 og 13 år prøvet at være fulde, og i den seneste måned har kun halvt så mange af de 13-årige drenge drukket alkohol sammenlignet med andelen i 1997, hvor tallet var oppe på 48 procent. Blandt de 13-årige piger er andelen faldet fra 38 procent i 1997 til 23 procent i 2003. Forældrene vågner op »Det vidner om, at forældrene, og andre der er omkring de unge til daglig, er begyndt at se, at det måske ikke er o.k., at de helt unge drikker alkohol. Med kampagner og andre tiltag er der sendt et signal til den voksne del af befolkningen om, at det skal tages alvorligt, og det tror jeg har virket«, siger Morten Wiberg, som er sociolog i Sundhedsstyrelsen. Undersøgelsen viser, at også de 14-15-årige drikker mindre. Tallet har ligget stabilt i de seneste fire år og ser derfor ud til at holde. »Det tyder på, at de unge, der drikker mindre i 11-års alderen, tager adfærden med sig op gennem alderen. Undersøgelser peger på, at jo senere man begynder at drikke, jo mindre drikker man«, siger Morten Wiberg. Han mener også, at de unge selv har fundet ud af, at det ikke er alt for tjekket at falde over sine egne ben, bedst som man er ved at score den pige, man har kig på. Antallet halveret Ud over at det ikke længere er så smart at drikke meget og i en tidlig alder, er det også blevet mindre moderne at ryge blandt de helt unge. Andelen af 14-årige drenge, der ryger, er faldet fra 23 procent i 1999 til 11 procent i 2003. Blandt pigerne på 14 år er antallet halveret fra 32 procent i 1999 til 16 procent i 2003. »De unge ser generelt mindre røg i samfundet. Desuden blev det i 2001 forbudt for elever at ryge på folkeskolerne, og det tror jeg har hjulpet meget«, siger fuldmægtig i Sundhedsstyrelsen Lotte Bælum.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























