Fattige i kø efter feriehjælp

Lyt til artiklen

En uge i sommerhus, en tur i sommerland eller bare en dag i Tivoli. For de fleste er det faste sommeroplevelser, men for mange børnefamilier umuligt at komme i nærheden af. Stadig flere familier søger om økonomisk hjælp til at komme på ferie, fortæller flere velgørende organisationer, der deler penge ud til socialt dårligt stillede. Kun toppen af isbjerget Eva Tufte er formand for Mødrehjælpen, der årligt sender 150-200 familier på ferie med tilskud. »Der er flere og flere, der henvender sig til os med økonomiske vanskeligheder. De har ikke råd til de mest basale ting, og så er ferie selvfølgelig helt uden for rækkevidde. Men vi hjælper jo kun toppen af isbjerget. Behovet er langt større. Vi kan ikke tage flere ind og har folk på venteliste«, siger Eva Tufte. Egmontfonden har i år sendt 149 enlige forældre og 293 børn af sted for 850.000 kroner. »Vi oplever en forarmelse, som er taget til de senere år. De fleste mennesker tager det for givet, at man kan komme af sted på ferie. Men det er der en stor del af Danmarks befolkning, der ikke kan«, fortæller Egmontfondens souschef, Gitte Spies. Stadig flere ansøgninger Foreningen til Støtte for Mødre og Børn, som i knap 100 år har uddelt midler til socialt dårligt stillede, har i år brugt omkring 450.000 kr. på at sende fattige familier på ferie. Leder og socialrådgiver Bente Jensen fortæller, at stadig flere ansøgninger handler om penge til ferie. »Det loft over kontanthjælpen, som trådte i kraft i år, rammer de dårligst stillede hårdt. Udsigterne på arbejdsmarkedet er jo ikke blevet bedre. Og hvis man er i pengenød og har svært ved at få økonomien til at række til husleje, elregning og tøj til børnene, er der jo slet, slet ikke mulighed for at spare op til ferie. Og udlandsophold - det er en by i Rusland«, siger Bente Jensen. Men netop dårligt stillede familier har virkelig brug for ferie, mener Eva Tufte. »Ud over økonomiske problemer er der også tale om et socialt armod, hvor familierne har svært ved at mobilisere kræfterne til at gøre noget ud over det sædvanlige. Men ferie er jo det tidspunkt på året, hvor man får et afbræk fra virkeligheden«, siger hun.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her