Mens flygtninge- og integrationsminister Bertel Haarder (V) fortsat har et solidt flertal bag sig i Folketinget for sin udlændingepolitik, lyder der fra eksperthold nu stigende kritik af lovgivningen. Europarådets menneskerettighedskommissær, Alvaro Gil-Robles, sagde onsdag i Politiken, at de stramme danske regler om familiesammenføring overtræder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions bestemmelser om, at alle har ret til et familieliv. Lov rammer forkert Herhjemme bliver den vurdering delt af Institut for Menneskerettigheder - ikke mindst når det gælder den såkaldte 24-årsregel, som forhindrer unge under 24 år i at blive familiesammenført med en udlænding. »Loven er lavet for at forhindre tvangsægteskaber, og staten har faktisk en forpligtelse til at gribe ind over for tvangsægteskaber. Problemet er, at loven rammer mange andre, som ønsker familiesammenføring, men som ikke er indblandet i et tvangsægteskab. For den gruppe er loven et indgreb i deres ret til et familieliv og dermed en overtrædelse af konventionen«, siger afdelingsleder i Institut for Menneskerettigheder, Birgitte Kofod Olsen. »Ifølge de seneste undersøgelser er det langt størstedelen af dem, som søger familiesammenføring, der ikke er indblandet i et tvangsægteskab, og dermed er loven langt ude af proportion med de problemer, som tvangsægteskaber udgør«, siger hun. I strid med konventionerne Birgitte Kofod Olsen mener også, at reglen om, at børn over 15 år som udgangspunkt ikke kan få familiesammenføring, er en overtrædelse af flere internationale konventioner, som slår fast, at man er et barn, indtil man fylder 18 år. »Denne bestemmelse er lavet for at forhindre, at børn bliver sendt tilbage på genopdragelse i forældrenes hjemlande. Men igen er loven skæv, fordi den også rammer mange andre børn, der ikke er på genopdragelsesreje«, siger Birgitte Kofod Olsen. Professor i menneskerettigheder ved Aarhus Universitet, Jens Vedsted Hansen, kalder også reglerne om familiesammenføring i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. »I loven er der en undtagelsesbestemmelse omkring for eksempel 24-årsreglen. Mit indtryk er, at denne bestemmelse imidlertid kun bruges i yderst begrænset omfang, og hvis myndighederne mekanisk håndhæver 24-årsreglen uden brug af undtagelsesbestemmelsen, vil det i en række tilfælde være en krænkelse af menneskerettighedskonventionen«, siger han. Jens Vedsted Hansen mener også, at lovens krav om, at man skal have været dansk statsborger i mindst 28 år for at have ret til familiesammenføring, er en overtrædelse af konventionen. »For eksempel vil flygtninge som udgangspunkt ikke have mulighed for at bosætte sig med deres partner i deres hjemland, og det tager loven kun delvist højde for, så den dermed forhindrer mange i at have et familieliv«, siger han. Radikale kræver ændrede regler efter valg Den skarpe kritik får de radikale til at understrege, at reglerne skal ændres, hvis de efter et valg skal gå i regering med socialdemokraterne. »Det er klart, at nu har vi et argument mere, når vi siger, at vi skal finde en løsning, som er bedre end de nuværende regler for familiesammenføring«, siger de radikales leder, Marianne Jelved. Derimod gør kritikken ikke på samme måde indtryk på socialdemokraternes udlændingeordfører, Anne-Marie Meldgaard. »Hvis det er rigtigt, at reglerne overtræder menneskerettighederne, må der rejses en prøvesag. Jeg kan ikke forstå, at Dokumentations- og Rådgivningscentret om Racediskrimination eller andre ikke har rejst en sag«, siger Anne-Marie Meldgaard. Hun mener også, at børns begrænsede ret til familiesammenføring er et værn for børnene mod deres forældre, så de ikke bliver sendt på genopdragelse i forældrenes hjemlande. »Det er noget vrøvl, at børn over 15 år ikke kan få en familiesammenføring. De har bare ikke et retskrav på det, men deres sag bliver behandlet individuelt«, siger hun. Haarder står fast Flygtningeminister Bertel Haarder står også fast på sin afvisning af kritikken: »Institut for Menneskerettigheder har tidligere både mundtligt og skriftligt sagt, at Danmark ikke overtræder menneskerettighederne. 24-årsreglen er ikke lavet for at ramme de relativt få veldokumenterede sager om tvangsægteskaber, men for at beskytte den store gruppe, som er i gråzonen, og som oplever både tvang og pres for at gifte sig med en fra forældrenes hjemlande. Kilden til dårlig integration er alle de uuddannede unge, som bliver hentet herop«, siger han.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
tema
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
De to håndværkere kan næsten ikke overskue, at strækningen er lukket for trafik: »Det her er fuldstændig vanvittigt«
Debatindlæg af Morten Jarlbæk Pedersen




























