»Der står et syv meter højt ringbind foran min dør, så jeg kan altså ikke komme på arbejde i dag, chef«. Helt så dårlige undskyldninger for ikke at møde på job som dem fra 'Chris og Chokoladefabrikken' - DR Børneradios komiske sketcher, der er blevet kult - modtager butikscheferne næppe. SMS-sygemeldinger problematiske Men Coop Danmark, der ejer kæderne Kvickly og Brugsen, oplever stadig oftere, at især unge medarbejdere sygemelder sig via mobiltelefonens SMS. Og indimellem bipper beskeden ind tidligt om morgenen og lugter lidt for fælt af bytur. »Vi hører selvfølgelig mest de historier, som butikkerne synes, er lige tykke nok. Men sygemeldinger via SMS er et stigende problem for os - også selv om man reelt er syg«, siger chefkonsulent i Coops personaleafdeling, Anders Terp-Hansen, og forklarer: »Beskeden kan jo havne hos den forkerte chef eller slet ikke nå frem. Og i mange af vores butikker er det slet ikke tilladt at bære mobil«. Mest udbredt i hovedstaden Fænomenet er mest udbredt i hovedstadsområdet, hvor de unge generelt er hurtigere til at tage ny teknologi til sig. Og det er helt naturligt, at de benytter sig af den elektroniske vej, siger Bibi Hølge-Hazelton fra Center for Ungdomsforskning ved Roskilde Universitetscenter. »Både SMS og internet er de unges kommunikationsform. Men mange opfatter det som uhøfligt - det er dybest set et generationssammenstød«, siger hun. »Det har hverken noget at gøre med, at de unge er mere dovne eller mere ansvarsforflygtigende«, mener hun. Coop indskærper Ifølge Coops regelsæt skal man sygemelde sig personligt - her står intet om SMS eller mail - og det vil nu blive indskærpet over for de 12.000 butiksansatte. Bibi Hølge-Hazelton understreger, at man må følge virksomhedens regler, men: »Vil man gerne tiltrække kvalificerede unge mennesker - og det gør Coop f.eks. et stort arbejde for - må man gå i dialog med de unge og være indstillet på fleksible rammer, som kan udvikles med tiden, for teknologien udvikler sig hele tiden også«. 'Samtale mindsker sygefravær' Anders Terp-Hansen tror dog ikke på en regelændring: »Alt tyder på, at den personlige samtale mindsker sygefraværet og er god for både medarbejdere og ledere, så den vil vi gerne fastholde«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























