Sund livsstil og en god kost med rigeligt vitaminindhold kan forebygge den frygtede demenssygdom Alzheimers syge. Men dokumentationen for, at bestemte vitaminer i sig selv forebygger, er ikke overbevisende. Det siger en dansk demensekspert, afdelingslæge på Rigshospitalets Hukommelsesklinik Steen Hasselbalch, som kommentar til en ny befolkningsundersøgelse fra USA, der tyder på, at vitaminet B3 forebygger både udvikling af Alzheimers og svækkelse af hukommelsen og andre færdigheder som følge af alderdom. Grundlaget: Det amerikanske studie har fulgt næsten 4.000 ældre mennesker over en periode på seks år. Efter tre år blev en tilfældigt udvalgt gruppe på 815 af forsøgspersonerne tjekket for Alzheimers, og resultatet var, at de personer, som spiste mad med et lavt indhold af vitamin B3, havde 80 pct. større risiko for at have udviklet sygdommen end den gruppe at forsøgspersoner, som havde en daglig kost med et højt indhold af vitaminet. Efter seks år blev hele gruppen tjekket for alderdomssvækkelse, og gruppen med B3-vitaminrig kost havde i gennemsnit kun mistet halvt så mange færdigheder som den gruppe, der spiste få B3-vitaminer. Gode kilder til vitamin B3 er bl.a. magert kød, fisk, grøntsager, nødder, mejeriprodukter, berigede kornprodukter samt kaffe og te. Fejlkilder »Studiet lider imidlertid af samme svaghed som en række andre befolkningsundersøgelser«, siger Steen Hasselbalch. »Vi kan ikke være sikre på, at de mennesker, som spiste en kost med mange B3-vitaminer, ikke også har levet sundere på mange andre områder«. »Men studiet støtter, at en sund levevis, herunder en ordentlig vitaminrig kost, har en forebyggende virkning på demens. Det har vi længe vidst, når den gælder den type demens, der har forbindelse med hjerneblodpropper og hjerneblødninger. Men der findes efterhånden en række gode studier, der viser, at det også gælder forebyggelse af Alzheimers«, siger Steen Hasselbalch. Hans anbefalinger til folk, der vil gøre noget aktivt for at forebygge demens, er derfor at leve sundt, få styr på blodtryk og kolesteroltal og kontrol med eventuel sukkersyge. Tvivl om vitaminer Demensforskere har i flere studier prøvet at kredse sig ind på bl.a. forskellige vitaminer, som enten kan forebygge udviklingen af demens eller forhale udviklingen af sygdommen, når man først har fået den. For nogle år siden var der således et andet amerikansk studie, der tydede på, at store doser af E-vitamin kunne forsinke tabet af færdigheder hos demenspatienter. Disse resultater er imidlertid ikke blevet bekræftet ved senere undersøgelser, siger Steen Hasselbalch. Andre studier har interesseret sig for naturproduktet Ginkgo Biloba, som menes at have en gunstig virkning på hukommelsen. Heller ikke disse studier har - i hvert fald hidtil - kunnet dokumentere en virkning over for demens. Derimod findes der i dag flere former for medicinske præparater, som kan gavne demenspatienter. Der menes at være omkring 100.000 danskere, der lider af demens, heraf halvdelen i moderat til svær grad. Den mest almindelige årsag til demens er Alzheimers sygdom.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























