Naturklagenævnet var udsat for åbenlys pression, da nævnet besluttede ikke at frede en trampesti hele vejen langs Stevns Klint. To medlemmer af nævnet står på trods af deres tavshedspligt frem og bekræfter over for DR, at trusler fra nogle af nævnets politiske medlemmer om, at nævnet ville blive nedlagt, hvis den rigtige beslutning ikke faldt, fik rådets viceformand til at trække sit tilsagn om en fredning tilbage. Påstanden har tidligere været fremme i Orientering på DR baseret på anonyme kilder. »Jeg opfattede det som åbenlys pression. Der fremkom nogle bemærkninger, der for så vidt ikke havde noget med sagen at gøre og for så vidt ikke kunne lægges til grund for argumentationen«, siger Leif Hermann (SF), der har været medlem af Naturklagenævnet siden 1992. Jens Steffensen, som har siddet i nævnet siden 1982 for Kristendemokraterne kun afbrudt af en kort periode, har aldrig før oplevet den form for pres, når der har skullet tages beslutninger. Han mener, at sagen er direkte uværdig. »Jeg hørte godt, at der blev sagt, at beslutningen ville få politiske konsekvenser for Naturklagenævnets eksistens«, understreger Jens Steffensen. Fem mod fire Naturklagenævnet besøgte tirsdag 29. juni Stevns Klint for at tage stilling til fredning af en 26 kilometer lang trampesti. Fredningen skulle sikre fremtidige generationer adgang til klinten. Ved voteringen i nævnets bus umiddelbart efter besigtigelsen stod stemmerne 5-4 for en fredning. Den afgørende stemme blev leveret af Naturklagenævnets viceformand, Per Schou Christiansen. Derefter skulle Ole Pilgaard Andersen (DF), og Jens Vibjerg (V) angiveligt have truet med, at det ville få »politiske konsekvenser for nævnets eksistens«, hvis fredningen blev fastholdt. Begge har efterfølgende afvist dette. Per Schou Christiansen gik hjem og vendte sagen med formanden for Naturklagenævnet, og to dage efter faldt afgørelsen: Fredningen var faldet med 5 stemmer mod 4. Peter Pagh Rasmussen, som er professor i miljøret ved Københavns Universitet, mener nu, at man skal nedlægge nævnet, fordi der har været tale om vidtgående magtmisbrug. Han mener også, at beslutningen om ikke at frede trampestien langs Stevns Klint skal tages op endnu en gang. Miljøminister Hans Christian Schmidt (V) har bedt formanden for Naturklagenævnet om en redegørelse for forløbet.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Hun lever som professionel jæger: »Det er svært at finde en mand, der er mand nok til mig«
Lyt til artiklenLæst op af Birgitte Kjær
00:00




























